Hej mandag (din dumme kælling)!

Kender du det hvor man bliver vækket, af en 3-årigs fod i det ene næsebor? Og hvor man om morgenen stiger på cyklen i silende regnvejr, med en ret perfekt mascara anlagt…men havner på sin arbejdsplads med pandabjørns-look og et vådt cykelsæde-aftryk i nummeren?

Sådan en morgen havde jeg. Men heldigvis ventede en god hjemmebagt morgenbolle på mig – en morgenbolle der for én gangs skyld, ikke var brændt på. Er jeg i øvrigt den eneste der nogle gange glemmer, at have sat boller i ovnen? Og derfor hiver en temmelig branket bunke boller ud af ovnen 45 minutter senere? Åbenbart for meget forlangt, at skulle holde fokus på ovnen i 20 minutter. Man bør lave sådan et smart nedællings-ur på telefonen, som kan minde én om, at de 20 minutter ER gået. Nå, sådan et ur ER opfundet siger du? Nå, men så bør én her på domænet fandenfiseme lære at huske at bruge den.

Ja Lillemor, det er dig jeg taler til!

Tilbage til den vigtige anekdote om morgenbollen…kender du så det, hvor man ENDELIG sidder ned, med afvasket (og til dels sammenklumpet) mascara i hele krydderen, stadig lidt våd i bagen (+underhakkere) og bare RIGTIG gerne vil spise sin morgenbolle i ro og fred…? Og så morgenbollen pludselig slår sig selv ud af hånden på én, med et cirkelspark og laver 4 saltomortaler i luften, alt i mens man selv i slowmotion ser bollen inklusiv tandsmør og ost, slå flikflak og lande pladask på et gulv, hvor 5 sekunders reglen på ingen måde gælder?
´
Kender du det…?

Og kender du så det hvor man tænker, at man lidt har lyst til at græde, men skal minde sig selv om, at det kun er børn der bør græde over, at deres ostemad er røget på gulvet?

PS: Jeg græd ikke.

PPS: Jeg var ret tæt på. 

Men fuck dig mandag! Min mave knurrede lige indtil klokken 12.30. Og det er DIN skyld!

Værs’go! Et HELT blogindlæg om en ostemad 🙂 Det er da ikke så skidt hva’?  Faktisk har jeg jo skrevet et blog-indlæg om en ostemad før (HVORFOR skriver jeg blog-indlæg om ostemadder?). Læs det HER hvis du har lyst.