Om (måske?) at give de dårlige vaner videre til sine børn…

Jeg har en ret stor last. En last der gennem årene har vokset sig større og større og som jeg virkelig har svært ved at slippe. Ene og alene af den grund, at jeg jo er overbevist om, at det er mig der har fat i den lange ende. At det er andre mennesker der er tossede – ikke mig. Men dog erfarer jeg også hver dag, at det i det store hele nok er noget jeg bilder mig ind. Altså det faktum, at det er de andre den er gal med – ikke mig. For der er virkelig mange der spørger ind til min lidt tossede besættelse.

Jeg er nemlig voldsomt bakterieforskrækket. Altså som i VIRKELIG bakterieforskrækket. Jeg husker at jeg helt tilbage i min barndom, kunne være frygtelig i tvivl om, hvordan fanden jeg kom ud fra et offentligt toilet – for jeg skulle under ingen omstændigheder tage fat i dørhåndtaget, for at komme UD fra toilettet. Tænk på hvor mange bakterier der sad på det håndtag? Bvadr! Jeg ventede gerne flere minutter på, at en anden skulle åbne døren til toilettet, så jeg kunne slippe ud.

Det resulterede også i en sygelig rengøring af hænder, der den dag i dag har efterladt mine hænder let rynkede og tørre – mere end de bør være i en alder af 33år tænker jeg.

Det er jo egentlig underligt at jeg har valgt det arbejde jeg har. Altså jeg er jordemoder for christ sake! Jeg har jo stiftet bekendtskab med ALLE former for flydende væsker fra et andet menneske! Jeg har også arbejdet på plejehjem, i vuggestue, i børnehave og med handicappede. Og det er egentlig “okay” at få bakterier på mig. Men jeg kan love jer for, at de også kommer af igen i en hulens fart.

I mine “festival-år” var det også en stående joke, at veninderne forventede at blive “desinficerede” i løbet af dagen. De stillede sig nogle gange op i “sprællemands-stilling” på række og jokede med, at jeg om lidt ville desinficere dem fra top til tå. Og uanset hvor fuld jeg var, så var det sikkert som amen i kirken, at jeg byggede en toiletpapirs-rede på toiletbrættet, inden jeg satte mig. Sandsynligheden for at jeg placerer rumpetten på et offentligt toiletbræt er ikke eksisterende. Og jeg har også altid en hånd-sprit i min taske – og jeg bruger den hyppigt! Jeg vil faktisk vove at påstå, at jeg altid har rene hænder.

Det er jo for så vidt fint nok – at jeg har den last. Jeg kan bare godt lide at være ren! Men gennem årene er det gået op for mig, at det jo nok ikke er helt normalt. Der er virkelig mange der kommenterer på det efterhånden. “Hvorfor stikker du en gaffel i den rå kylling når du skærer den i små stykker?” (fordi jeg under ingen omstændigheder skal røre ved råt kød, hvis jeg kan undgå det! Altså, jeg kan da godt smække en frikadelle sammen, men hvis ikke det er nødvendigt at jeg skal røre ved kødet, så gør jeg det bestemt ikke). “Hvorfor åbner du døren til toilettet med din trøje?” (For ellers render jeg rundt og tænker på, at jeg potentielt har andres tis-bakterier på mig! Så er det lettere at forholde sig til, at der er lidt bakterier på min trøje, som jeg har tænkt mig at vaske senere alligevel). “Sikke toget bimler, skal du ikke holde fast i noget?” Satme nej. Der er jo sådan ca. trilliarder af bakterier i et tog! Og jeg bliver ikke hende der får dem klæbet på mig.

Men problemet er nok nu, at mine børn har opdaget min last…og nogle gange kopierer den. Altså Kummefryseren kom helt seriøst for nyligt og sagde: “Mor, jeg lagde toiletpapir på brættet, inden jeg tissede på toilettet i skolen! Er jeg ikke god?”. Og Mandlen har vist engang sagt: “Mor er det ikke også rigtigt at der er rigtig mange bakterier på et gelænder?” Der gik det bl.a. op for mig, at min last (for det er det jo!) i høj grad influerer negativt på mine børn. Og det er jeg ærlig talt en smule flov over.

Jeg må jo godt lære dem at være rene. At man skal vaske fingre inden man laver mad og at man skal vaske fingre efter man har tisset osv. Men jeg tager mig selv i at have lyst til at sige til dem, at de ikke skal holde fast i gelænderet på tog stationen. Eller at det er bedst at åbne døren ud fra det offentlige toilet, med lidt papir. Men jeg PRØVER virkelig at lade være. Fuck altså… Det lyder måske tosset i jeres ører. Men det fylder virkelig for mig.

Som jeg så ofte gør, så jeg med på Fyrstenogfruens instagram-story for nyligt. Hun stod på toilettet og filmede og jeg så det der lignede et tæppe på hendes toilet bag ved hende. Som I kan se svarede hun, at det var hendes cardigan. Og jeg kan love jer for, at jeg hellere ville skydes i knæet, end tage noget tøj på, der havde været i kontakt med toilettet. Forleden var Fyrstenogfruen og jeg i skoven med vores børn. Hun ville samle fjer til en drømmefanger – og jeg gloede mærkeligt på hende og informerede hende om, hvor mange bakterier der var på sådan nogle fjer. Hun grinte (selvfølgelig!) bare kærligt af mig. Men fuck altså. Jeg har jo nærmest febrilsk råbt til mine børn, at de skulle smide en fjer, hvis de i galskab har kunnet finde på, at samle en sådan op fra skovbunden.

Jeg gør virkelig mit bedste for at holde mine dårlige egenskaber for mig selv og ikke pålægge mine børn negative vaner. Men det er jo enormt svært, når man (jeg!) i realiteten anser det for værende rigtigt!

Jeg prøver at rose mine børn for at holde godt fast i gelænderet, når de går op på perronen… Og roligt informere dem om, at man ikke skal slikke på indkøbsvognen. Så forhåbentlig arver de ikke min last i så voldsom grad.

Måske