Det er fandme da sejt at have haft en “hård” fødsel

Jeg har prøvet begge dele. En fødsel hvor man tænker: “Kommer den baby for fanden da aldrig ud?”. Og når den endelig gør, føltes det som at skide en Kummefryser. Kun knap tre år efter jeg havde den type fødsel, endte jeg med at få en helt anden type fødsel på CV’et, som alle de andre i mødregruppen hader at høre om: Nemlig den lynhurtige fødsel: “Så fik jeg veer og et par timer efter sagde jordemoderen, at jeg var 10cm åben”. Let’s face it. Det er skide irriterende når andre har haft en fødsel, hvor de bare smutter en Mandel, mens man selv har ligget og prøvet at presse det der minder om rundetårn ud af tisse-Lis i flere døgn. Man magter ganske enkelt ikke at høre om andres super lækre og hurtige fødsel, når man selv havde evigheds-turpas til fødemodtagelsen og fødegangen og jordemoderen gang på gang forsøgte at overbevise én om, at det “var super flot” at ens livmoderhals nu ikke kun var 8 meter lang men 2 meter lang. Fuck my life! Og stik mig noget rødvin. Og en baby.

Men helt ærligt, ik’? Jeg husker selvfølgelig fødslen af Mandlen. Det var faktisk en rigtig god oplevelse. Men min krop farede også bare afsted. Uden at have mig med på råd. Klokken 18 sad Lillefar og jeg og spiste pizza der hjemme med en baby i maven (altså mig, ikke Lillefar). Klokken 01.00 lå vi hjemme i egen seng og sagde godnat, med en lille baby ved vor side. En fødsel kan altså også gå for hurtigt. Bevares!! Den kan kraftpeterfløjtende også gå for langsomt!! Men helt ærligt, så føler jeg mig altså bare lige en tand sejere, efter den første fødsel (læs om den HER). Den fødsel føltes som et triatlon og ikke “bare” som et marathon. Jeg havde tid (MASSER af freaking tid!!) til at være med hele vejen, tænke over fødslen og tænke på hende der ville melde sin ankomst (og give hende stuearrest mentalt flere gange!).

Jeg følte mig som det sejeste menneske i verden, da hun endelig kom ud efter 2 1/2 døgn med veer (hvor jeg vel at mærke troede at jeg var parat til at føde efter kun de første 4 timer). At hun så fejrede sin egen entré med en grøn bæ på sin skaber, er en anden sag. Jeg var stadig pisse stolt, over at have klaret sådan en fødsel. Og bruger det i øvrigt stadig i argumenter her hjemme, når jeg har mulighed for det…

“Om det er din eller min tur til at støvsuge? Undskyld mig, men har du nogensinde prøvet at presse det der minder om et helt kontinent ud gennem dine genitialer? Nej vel? Jeg tror bare du tager støvsugningen.”

Summarum…som jordemoder elsker jeg de hurtige fødsler hvor kroppen bare arbejder. Det er sgu fascinerende. Men jeg har i høj grad også altid holdt meget af de fødsler, der “trak lidt ud”. For jeg ved satme godt hvordan det føles, og forstår hvorfor kvinden tager fat i kraven på én og med dyb Darth Vader stemme siger: “Jeg kan…ikke…mere”. For det seje er…

At det kan man!

Og vi skal satme huske at hylde os selv, for den præstation vi har gjort os. Uanset om det var en Mandel vi smuttede eller en Kummefryser vi sked.

Vi. Er. Pisse. Seje.

Så det kan godt være at Kummefryseren her hjemme i dag, blot vil leve højt på at hun endelig fik de skide rullesko i fødselsdagsgave, som hun har ønsket sig i evigheder. Men jeg fejrer i høj grad også, at min krop er i stand til det den gjorde, for præcis 7 år siden i dag.