Hovsa…hvad skete der lige?

Da jeg i sin tid startede med at blogge, var årsagen at jeg var blevet mor (igen). Jeg ønskede lidt at bryde op med alt det fersken farvede og palliet-agtige, som jeg ofte syntes at livet med spædbørn blev beskrevet som. Men hey, måske det bare er mig der har prøvet at blive gylpet i munden og som konstant rendte rundt med minimum tre slags kropsvæsker på sig? Som vel at mærke ikke var mine egne. Bevares, der er garanteret masser af nybagte mødre, der synes det er en leg at få en baby ind i deres liv. Jeg har selv mange gange ligget på sofaen med en kaffe latte i den ene hånd og en babyalarm i den anden hånd og nydt tilværelsen som barslende (i de sytten minutter som barnet tillod sig at sove). Men jeg har OGSÅ (ofte) haft nætter, hvor jeg har skiftet lorteble otte gange, forbandet iturevne brystvorter og ikke vidst hvorfor den dersens baby blev ved med at græde… Jeg synes det er skønt at mange oplever tilværelsen som barslende som legende let. Men da jeg var nybagt mor og ikke havde sovet i det der minder om fire døgn, var det altså ikke de rosenrøde historier, som jeg havde behov for at få kastet i hovedet. Nej, det var de historier som jeg kunne spejle mig i og som jeg kunne grine med og af. Og det var lige præcis dét der drev mig til at starte www.lillemor.dk op. Et sted hvor jeg kunne få afløb for de kiksede stunder (som fx dette indlæg) som småbørnsmor, de skøre og ærlige stunder i et parforhold (som fx dette indlæg) og bare de uheldige (men også lidt sjove) øjeblikke i mit helt eget liv (som fx dette indlæg). Alt sammen med afsæt i det humoristiske.

Og hvem ved, måske nogle der ude ville læse med og ville kunne bruge mine skrevne ord, til at komme igennem de lidt hårde stunder som mor eller partner?

Det viste sig at der var et par stykker der begyndte at læse med. Og at de par stykker, opfordrede deres veninder til at læse med. Og pludselig fik jeg mails i min indbakke fra mødre, der skrev hvor glade de var for at kunne bruge de vågne nætter, på at læse mine indlæg, mens de ammede for 47.834. gang. Mails fra kvinder der skrev, at de kunne spejle sig i mig. Og sågar en mail fra en kvinde i kemo behandling, der fortalte at mine skrevne ord, var med til at få hendes tanker væk fra sygdom og i stedet fik hende til at grine i de mange vågne nætter. Og hold nu bøtte hvor sætter jeg bare skide meget pris på det! Det gik sådan rigtigt op for mig, da jeg forleden udgav indlægget “Ting jeg har hørt mig selv sige #8” som viste sig at være indlæg nr. 500.

500??

Femhundrede??!

Det er sgu da mange!! Og så var det jeg tænkte; Hovsa, hvad skete der lige? Hvad skete der lige, fra jeg kom på den idé at starte en blog og så til nu, hvor mine fingre har danset hen over tastaturet i snart 4 år. Jeg er saftsuseme glad for at jer der ude, gider at læse med. Nye som gamle læsere. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi, forestillet mig at jeg her næsten 4 år efter, stadig skulle sidde og skrive. Så tak til jer! Det betyder mere end i aner.

Og nu er jeg bare lige nysgerrig;

[poll id=”30″]

Hav en fantastisk søndag!