En forfærdelig dag, på en helt vidunderlig dag…

Jeg stod op, kyssede børnene og puttede dem i sofaen, mens jeg svøbede dynerne omkring dem. Jeg tændte for både Ramasjang og for stearinlysene og begav mig ud i køkkenet, for at lave en hyggelig weekends morgenmad. Det kan godt være at børn er irriterende nogle gange og at man ofte har lyst til at bytte dem, for en flaske rødvin og en pose Matadormix ? Men langt størstedelen af tiden, er de jo dejlige. Og lige den her morgen, var jeg ramt af en ekstrem lykkefølelse af hvor heldig jeg er og hvor godt jeg faktisk har det.

Det var en hel klassisk lørdag. Vasketøj, LEGO klodser og kaffe. Jeg havde godt lagt mærke til i kalenderen, at dagen snart ville komme. Alligevel var det først dér – præcis 10 minutter før, alt imens jeg stod og lagde vasketøj sammen, til lyden af børnemusik – at det gik op for mig, at det for præcis 18 år siden, var den værste dag i mit liv. Faktisk var det kun 10 minutter før ”tidspunktet” at det slog mig. D. 24. november 2000 klokken 14.52, var nemlig dagen hvor jeg mistede min mor. Og her stod jeg, d. 24. november 2018 klokken 14.42, med vasketøj og en lykkefølelse, der med ét blev forandret til følelsen af…ingenting.

For hvad skal man pludselig føle? Tristhed? Lykkefølelse? Sorg?

Jeg lagde mig ind i sengen og kiggede op i loftet. Prøvede lige at ”mærke” tabet for et øjeblik. For det er nok noget af det man fortsat forsøger på, når man har mistet én man har kær. Det er som om at det er lidt ”forbudt” ikke at være ked af det. Ikke længere at føle den samme ked-af-det-hed. Men det er jo faktisk forkert. For jeg ved jo at min mor ville elske, at jeg på netop sådan en dag, havde følelsen af lykke. Følelsen af at mit liv var komplet – også selvom hun ikke længere havde én af hovedrollerne i mit liv.

Så jeg besluttede mig for at rejse mig op og bevæge mig tilbage til lykken. Og rose mig selv for at være kommet ”ud på den anden side”. Jeg har brugt nok år af mit liv på at sørge. På at være ked af det, trist og ulykkelig over at livet ikke gav mig en mor i mere end 16 år. Men jeg er stolt af at jeg bærer hende i mig. At jeg kan høre hende for mig sige: ”En dag når du bliver voksen, så kommer du ud på den anden side. Så bliver du lykkelig for dit liv”.

Den dag er kommet.

At miste er som at få et kæmpe stort og blødende sår. Efter lang tid heler det, men såret vil stadig være tydeligt i mange mange år. Efterhånden forvandler det sig til et lille ar, som bliver mere og mere utydeligt som årene går. Det vil dog aldrig forsvinde helt. Af og til vil man få øje på det og andre gange ser man slet ikke at det er der. Jeg ser arret af og til. Men det gør ikke ondt mere. Heldigvis.

Jeg skrev for noget tid siden et indlæg om hvorledes man bedst hjælper de i sorg. Hvis du har lyst kan du læse det HER. Jeg har ligeledes skrevet et indlæg, som resulterede i en artikel i Vores Børn. Det kan du læse, hvis du har lyst, lige HER.