Hvem siger at det er let at være i et parforhold?

Lillefar og jeg har (snart) været sammen i 11 år. Jeg hører ofte sætningen: ”I er sådan nogle der bare altid har det godt!”. Og det er jo til dels korrekt! For vi har det da glimrende Lillefar og jeg. Jeg er ret vild med ham, vi griner enormt meget sammen og jeg har planer om at spendere resten af mine dage sammen med ham. Men at tro at vi hver eneste dag er vågnet op med hjerter i øjnene og har kastet kærlighedserklæringer i hinandens retninger, er meget fejlagtigt.

Lillefar og jeg var to alfa hanner, da vi mødte hinanden. Det er da ikke noget vi sådan er stolte af, men vi var måske begge vant til at være den der satte kursen i de parforhold vi havde været i. Nu var vi pludselig to der ville ”bestemme”. Og det har krævet mange runder i bokseringen og et par knock-outs at nå der til, hvor vi er i dag! For et parforhold er da (ikke altid!) en dans på roser. Men det skal det jo nødvendigvis heller ikke være, for at være godt? Det kræver jo altså lidt, at gå op og ned af et andet menneske hver evig eneste dag. Man er jo ikke nødvendigvis plask (ny-) forelskede hver dag. Jeg kan da eksempelvis sagtens mærke når Lillefar i ny og næ tænker: ”Det bliver et langt liv med hende Lillemor!” ?. Så giver jeg ham plads og backer the fuck off i et par dage. Og visa versa. Og så finder man hinanden igen.

Bevares, der er helt sikkert nogle der ikke er skabt til at være sammen! Det skrev jeg meget mere om HER engang. Men jeg tror også at man – såfremt man befinder sig i et veletableret forhold – skal tillade sig selv (og sin partner!) at have sine skævheder og sine dårligere perioder og så sige til sig selv (og til hinanden, for den sags skyld) at det er OK at have nogle off dage engang imellem. Hvis vi konstant går op i at partneren trykker forkert på tandpasta tuben eller åbner en ny pakke hamburgerryg, før den gamle pakke er spist op, så kæmper man en forgæves kamp. Det er jo rent faktisk et ANDET menneske, man har valgt at bruge sin tid med. Ikke en klon af sig selv. Og der er med garanti nogle skide irriterende sider man selv er i besiddelse af også (og ikke kun partneren). Lillefar har fx indset, at der til hver en tid vil ligge en vatpind eller en vatrundel på hver en vandret flade, jeg møder på min vej, så længe han har tænkt sig at være i et parforhold med mig. Det er lige så naturligt for mig at lægge vatpinde overalt, som det er at trække vejret. It ain’t gonna change! På samme måde ved jeg, at et ildfast fad hjemme ved os, aldrig vil opleve at bo i samme køkkenskab, mere end 1-2 gange, før det skifter bopæl til et andet køkkenskab. Dette i fald at Lillefar har tømt opvaskeren. På den måde har vi alle vores særheder. Og det kan bedre betale sig at begynde at elske de skæve sider, end at blive irriteret over dem.

Så selvom du tænker at veninden er i verdens bedste parforhold, så er der altså en ret høj sandsynlighed for, at hun og partneren også har deres at kæmpe med eller HAR haft deres at kæmpe med. Det ville i hvert fald ikke være mærkeligt hvis de havde. Det er jo naturligt! Og det betyder ikke at man er dårligere stillet, end de par der ikke oplever skænderier. Det handler jo i bund og grund om temperament.

Lillefar og jeg skulle slibe hinandens kanter ned. Og nu, efter 11 år, har vi slet ikke de samme skænderier, som vi havde da vi mødtes. Eller de samme skænderier vi havde for 8 år siden…eller for 3 år siden. Man udvikler sig hele tiden og hvis du tænker at der er bare det mindste potentiale i dit parforhold, så skylder du dig selv at se tiden an. Og måske kigge dig selv i spejlet, inden du begynder at ville ændre på din partner ?

Jeg har i øvrigt et ret genialt råd til parforholdet lige HER. Et råd som din partner sikkert også vil elske. Det har Lillefar og jeg gjort mange gange og det virker! Og så er der selvfølgelig det helt klassiske råd lige HER.