Selvfølgelig skændes Lillefar og jeg også!

Af og til får jeg nogle søde beskeder i min indbakke, hvor nogle læsere skriver noget a la: ”Hvordan får I det hele til at hænge sammen i jeres familie? Jeg forstår det ikke!”. ”Hvordan formår dine børn at bevare det gode humør hele tiden?” eller ”Hvor er det dejligt at se, at du og Lillefar bare altid har det så godt!”. Og ja, vi har det sgu ret godt Lillefar og jeg…for det meste af tiden. Og Kummefryseren og Mandlen er også super søde…det meste af tiden. Og vi får lige akkurat tingene til at hænge sammen…det meste af tiden.

Men så er der altså også de tidspunkter, som hos alle andre, hvor børnene er besat af én eller anden sindssyg ånd fra fortiden, og hvor man vitterligt godt kunne bruge en excorsist (og en fandens masse rødvin), til at uddrive hvad end der har besat deres korpus. Der er bestemt også morgener, hvor tandlægen ville melde os til kommunen, hvis de vidste, hvor hurtigt en mor kan børste tænder på sine børn, og hvor buksebenet nærmest hænger og dingler (på det ene ben, der rent faktisk har nået at få et bukseben på), alt imens vi løber ud til bilen med en halv morgenbolle i munden og en skive ost klaskende mod ansigtet.

Nogle morgener ER bare travle og hektiske i en børnefamilie. Og vi er ikke en skid bedre end alle andre børnefamilier. Det indvirker jo også på parforholdet af og til. Selvom jeg egentlig synes, at vi har det enormt godt, så kan forældremøder, madpakke-smøring og vasketøj få ETHVERT parforhold ud på et sidespor i ny og næ. Jeg kan også komme løbende gennem huset som en gazelle jagtet af otte bidske hanløver, opsøge Lillefar og sige (læs: råbe): ”HVOOOOORFOOOOOR står der en tom toiletrulle OVEN på toiletspanden og ikke NEDE i toiletspanden??!” eller ”Har du brækket alle fingrene, siden at der ikke er smurt madpakker endnu?!”. Dét der trigger mig er jo for faen’ ikke Lillefar. Men at parforholdet nogle gange bare er erstattet af en familievirksomhed der kører samlebåndsarbejde, for at få tingene til at ske.

En ting der kan få Lillefar op i det røde felt er, hvis jeg har efterladt 2 (okay, måske 34) brugte vatpine slash vatrondeller på badeværelset. Men hey, det er vel også en slags pynt? Indrømmet! Jeg har åbenbart en ting med at sætte ting på vandrette flader. Men altså, jeg skal jo nok rydde dem op (…engag i næste uge…måske).

Men altså pointen er, at jeg ikke er et hak bedre end andre. Jeg kan også stå og skabe mig og spy ild som en drage mod offeret Lillefar. Pga. absolut ingenting. For come on, det er jo ikke madpakker og toiletruller, der betyder noget, men i en travl børnefamilie savner man jo bare hinanden. Jeg savner i hvert fald ofte Lillefar, selvom han fysisk er lige ved siden af ham. Vi sidder ofte først ned klokken 20.30 (eller senere!) om aftenen. Det er ikke altid lige dér, at man begynder at spinde som en fræk lille missekat. Man vil bare have et rødvinsdrop! Og så kan man skisme da godt blive lidt mør af og til.

Så husk: Selvom alting virker fryd og gammen i ”Bloggerverdenen” så tørrer Bloggerbørn altså også næse af i deres forældre. Vi bliver også gylpet i hovedet og har prøvet at mærke den fantastiske fornemmelse, af en baby der skider igennem på én (hvilket minder mig om det her indlæg, som jeg engang skrev: 10 ting jeg vil gøre mod mine børn, når de bliver teenagere. Os bloggere, influencere eller hvad I vil kalde det, viser jo kun en brøkdel af vores hverdag. Selvom der er 13 stories på Instagram, så er det altså under 4 minutter af en dag der bliver vist. Så vi skal ikke dømmes (altså velment!) som værende nogle, der har fuldstændig styr på det. Og vi skal heller ikke dømmes (altså på den røvhulsagtige måde!), for at være nogle der IKKE har styr på det. Læs mit opråb HER eller hop ind på min Instagram profil (@lillemorblog) og hør min sang dedikeret til mor-mafiaen (opslaget ligger i feed fra d. 17. august eller under højdepunkter)

Det var bare lige det! Klask fra mig!