Min (nogle af-) trediveårs krise

Alle de eventyr, man læste som ung, sluttede altid med: “…og så blev de gift, fik børn og levede lykkeligt til deres dages ende”. Det samme gør sig egentlig gældende for film. De bliver gift, knalder og filmen slutter, mens det højgravide par (politisk korrekt much?) står og spejder ud mod horisonten. Men man læser aldrig (eller ser aldrig), når kvinden føder og langer sin mand en flad under fødslen. Eller læser om hvad der sker, når de har fundet kærligheden og fået de børn, de skal have. Man ved lissom’ aldrig rigtig, hvad der sker efterfølgende.

For nyligt gik det op for mig, at jeg hele mit liv – som barn, som teenager og som kvinde af tyverne – har drømt om alt det, der sker, indtil “…og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Drømt om hvilken mand, jeg skulle dele Totalkreditlån med. Drømt om hvordan mine børn ville se ud. Drømt om hvilken uddannelse jeg skulle have, og hvor jeg ville ende med at slå teltpløkkerne i. Jeg skal være ærlig og sige, at det hele er gået over alt forventning. Jeg er pisse vild med Lillefar og har fået to mega seje børn. Jeg blev jordemoder og har et lækkert hus. Så det var dét! Det var min historie. “…og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Right?

Men hvad så nu?

Hvad sker der så nu? Hvad skete der efter Snehvide fik prinsen? Hvad skete der efter, at Sandy og Danny Zuko blev kærester og graduerede fra Rydell High School? HVAD FANDEN SKETE DER!!? Ud over at Sandy forhåbentlig fik lidt mere på sidebenene, som alle os andre. Og Snehvide ville jeg virkelig også gerne se med hængebabser og grå hår. Anyways. Jeg er mega glad og lykkelig. Men jeg har, helt ærligt, en form for (nogle af-) trediveårs krise. Jeg tager lidt hul på “Bind 2” i historien om Lillemors liv. Sidste bind vel at mærke. Det er altså lidt underligt. Har I det også sådan?

Jeg tænker rigtig meget på: “Nød jeg nu det hele nok? Har jeg gjort det godt nok? Hvorfor var jeg ikke lidt mere vild og spontan…hvorfor rejste jeg ikke noget mere og dyrkede nogle flere hobbyer”. Altså helt seriøst, jeg er bindegal de her dage! Jeg bilder både mig selv ind, at jeg skulle have været trommeslager i et rockband og spillet basket på professionelt niveau. Lillefar er ved at være pænt træt af mig. Dog gjorde han ikke nogle invendinger, da jeg forleden sagde: “Måske skulle vi bare købe en Tesla og rejse hele verden rundt!”. Vi har dog stadig vores gamle Ford fra 2005. Hvilket nok er et tegn på, at jeg jo faktisk (i høj grad) nyder, det liv jeg har. Jeg har det bare lidt mærkelig med, at jeg nu har taget hul på anden del af mit liv.

Jeg vil virkelig gerne høre, hvis nogle af jer også har det sådan! Hvis ikke beklager jeg virkelig, hvis jeg har sat nogle skøre tanker igang hos jer, ha ha! Men hey, så kan vi da starte et rockband sammen!

Nå, men hvis jeg lige skal efterlade jer med et smile på læben, vil jeg virkelig anbefale jer at læse DETTE INDLÆG. Jeg griner i hvert fald, hver gang jeg genlæser det.

Klask fra Lillemor