Ærlig snak

Min (nogle af-) trediveårs krise

Alle de eventyr, man læste som ung, sluttede altid med: “…og så blev de gift, fik børn og levede lykkeligt til deres dages ende”. Det samme gør sig egentlig gældende for film. De bliver gift, knalder og filmen slutter, mens det højgravide par (politisk korrekt much?) står og spejder ud mod horisonten. Men man læser aldrig (eller ser aldrig), når kvinden føder og langer sin mand en flad under fødslen. Eller læser om hvad der sker, når de har fundet kærligheden og fået de børn, de skal have. Man ved lissom’ aldrig rigtig, hvad der sker efterfølgende.

For nyligt gik det op for mig, at jeg hele mit liv – som barn, som teenager og som kvinde af tyverne – har drømt om alt det, der sker, indtil “…og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Drømt om hvilken mand, jeg skulle dele Totalkreditlån med. Drømt om hvordan mine børn ville se ud. Drømt om hvilken uddannelse jeg skulle have, og hvor jeg ville ende med at slå teltpløkkerne i. Jeg skal være ærlig og sige, at det hele er gået over alt forventning. Jeg er pisse vild med Lillefar og har fået to mega seje børn. Jeg blev jordemoder og har et lækkert hus. Så det var dét! Det var min historie. “…og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Right?

Men hvad så nu?

Hvad sker der så nu? Hvad skete der efter Snehvide fik prinsen? Hvad skete der efter, at Sandy og Danny Zuko blev kærester og graduerede fra Rydell High School? HVAD FANDEN SKETE DER!!? Ud over at Sandy forhåbentlig fik lidt mere på sidebenene, som alle os andre. Og Snehvide ville jeg virkelig også gerne se med hængebabser og grå hår. Anyways. Jeg er mega glad og lykkelig. Men jeg har, helt ærligt, en form for (nogle af-) trediveårs krise. Jeg tager lidt hul på “Bind 2” i historien om Lillemors liv. Sidste bind vel at mærke. Det er altså lidt underligt. Har I det også sådan?

Jeg tænker rigtig meget på: “Nød jeg nu det hele nok? Har jeg gjort det godt nok? Hvorfor var jeg ikke lidt mere vild og spontan…hvorfor rejste jeg ikke noget mere og dyrkede nogle flere hobbyer”. Altså helt seriøst, jeg er bindegal de her dage! Jeg bilder både mig selv ind, at jeg skulle have været trommeslager i et rockband og spillet basket på professionelt niveau. Lillefar er ved at være pænt træt af mig. Dog gjorde han ikke nogle invendinger, da jeg forleden sagde: “Måske skulle vi bare købe en Tesla og rejse hele verden rundt!”. Vi har dog stadig vores gamle Ford fra 2005. Hvilket nok er et tegn på, at jeg jo faktisk (i høj grad) nyder, det liv jeg har. Jeg har det bare lidt mærkelig med, at jeg nu har taget hul på anden del af mit liv.

Jeg vil virkelig gerne høre, hvis nogle af jer også har det sådan! Hvis ikke beklager jeg virkelig, hvis jeg har sat nogle skøre tanker igang hos jer, ha ha! Men hey, så kan vi da starte et rockband sammen!

Nå, men hvis jeg lige skal efterlade jer med et smile på læben, vil jeg virkelig anbefale jer at læse DETTE INDLÆG. Jeg griner i hvert fald, hver gang jeg genlæser det.

Klask fra Lillemor

You Might Also Like

11 Kommentarer

  • Reply
    Kristine
    11. juni 2020 at 20:15

    Tror du er langt fra at være alene, desværre..
    Fornemmelsen af hele tiden enten at være bag ud, eller foran er så frustrerende..
    Jeg har også alt jeg har drømt om, manden, børnene, det nye hus og leder jobbet – men på en måde føles det ikke helt så fedt som forventet.. Men hvad mangler eller er forkert, jeg aner det ikke..?

    • Reply
      Lillemor
      11. juni 2020 at 21:08

      Jeg er egentlig mega tilfreds med det liv, jeg har fået! Det er mere mig selv, jeg sådan lige tager til efterretning, ha ha! Altså om jeg har nået/når det, jeg skal?

  • Reply
    Malene
    11. juni 2020 at 21:06

    DU RAMMER SÅ MEGET PLET!!!
    ✔️Uddannelse
    ✔️2 skønne unger (pige og dreng✔️)
    ✔️Hus
    ✔️Hund
    ✔️Skønt arbejde
    ✔️Gift
    ✔️35 år
    = Perfekt liv?
    – Men hvad så nu? Var det virkelig det? ?
    Gad virkelig godt være den modige type, der nu sprang ud i noget nyt og spændende (selvfølgelig sammen med ham ægtemanden og de to unger?)

    Hilsen den sindige forsigtige nordjyde

  • Reply
    B
    11. juni 2020 at 21:18

    Jeg bliver snart 35. Er single og ingen børn. Delvist selvvalgt, da jeg ikke kan forholde mig til ‘den slags følelser’. Det der 35 år føles ikke fedt. Har det også lidt sådan nu, at der er meget der er ‘for sent’.

  • Reply
    Mette
    11. juni 2020 at 21:30

    Jeg har det på præcis samme måde! Hele livet har jeg stræbt efter “noget”, nu er “noget” nået….hvad fanden skal jeg så lave nu?

  • Reply
    Anne
    11. juni 2020 at 22:06

    Sådan havde både min mand og jeg det også. Så vi sagde vores jobs op, blev selvstændige, solgte huset og de fleste møbler, og så tog vi ellers vores 2 børn (7 og 10 år) og 5 kufferter under armene og rejste til udlandet.
    Det var det fedeste at følge drømmen, og jeg er mega stolt over, at vi turde! Efter 1,5 år kunne vi sige “tjek – been there done that. Fantastisk oplevelse. Nu er vi klar til at komme hjem igen”. Nogle gange må man gøre op med sig selv, om drømmen er værd at forfølge. Vi har fået oplevelser for livet, og jeg ville aldrig have været det foruden.

  • Reply
    Mutti mave
    11. juni 2020 at 22:25

    Jeps, det er på tide i finder på noget….måske.,,. men lov mig det ikke bliver noget som ungerne ikke har glæde af, eller i det mindste ikke flår dem ud af deres rammer på den fede måde…..
    Jeg gad da godt rejse ud i verden og bare opleve en masse i laaang tid og mange forskellige lande. Men hey, så skal man hjemme undervise – og der har Corona alligevel lært mig noget….. hatten af for lærerne ?
    Og manden tror også jeg er vanvittig, når jeg nævner en længere rejse. Såh, kun mit behov..
    Jeg venter på trangen til et ego projekt ala spise sundt og tabe lidt af min mor- mave (det tager virkelig lang tid for mit vedkommende)!!! Det ville ikke skade nogen. Men trangen er vist gået i sig selv. Citat- stumpen fra Dan Túrell snurrer “jeg holder af hverdagen…” med eller uden mor-mave ?

  • Reply
    Anne
    11. juni 2020 at 22:28

    Jeg glæder mig over at have det sådan! Det er NU der er mulighed for at springe ud i noget nyt!! Denne fase kommer fordi vi har brug for at se indad igen. De fleste af os er alt for dårlige til at tænke på os selv og prioritere det vi har lyst til. Kan vi overhovedet finde frem til hvad vi har lyst til? Det kræver måske noget øvelse, men den her fase er en kæmpe mulighed, de damer!

    • Reply
      Tanja
      12. juni 2020 at 14:38

      Hvor er du god. Lige præcis det jeg havde brug for at høre. Tid til mig selv. Tak for hep ?

  • Reply
    Louise
    12. juni 2020 at 14:12

    Åh…
    jeg har 3 skønne børn. Jeg fylder snart 30. Er gift. Bor i hus. Har uddannelse og job.

    Men hva så nu? Det spurgte jeg om allerede i 2018, hvad skal der så nu ske og skal der så absolut ske noget? Tjaaa… jeg føler mig så gammel og slidt allerede. Jeg vil også ud og danse og drikke og rejse og være fri… eller vil jeg?

  • Reply
    Tanja
    12. juni 2020 at 14:35

    Tusind tusind tak for dit indlæg og alle jeres kommentarer! Jeg har “hygget mig” med de tanker on/off i 2 år. Det var værst år 1, da jeg også var ramt af stress… Så kan man tænke maaange tanker. Også de knap så positive…
    Jeg har nemlig også opnået mine mål: mand, børn, Uddannelse, dejligt job… Og havde det svært med om jeg så bare skulle nyde det fra nu af…
    Så tak for inspiration og at det ikke kun er mig ?

Svar