Ærlig snak Ikke-kategoriseret

Når ens bror ikke er som de andre

Den tykke lyshårede klump til højre er mig. Den flotte fyr er min bror!

I går aftes tog jeg en hurtig scroller gennem Instagram og faldt over Jernmors opslag på Instagram (@jernmor.dk). Et fint billede af hende som lille, der puttede sig ind til sin bror, der, som hun skriver, ikke rigtig kunne løbe nogle steder. Stines (Jernmors) bror har nemlig altid haft en hjerneskade og siddet i kørestol og dermed ikke været som alle andre. Jeg kender alt til det at have en bror, der har et handicap. Stine har dog lige sagt farvel til sin i går, mens min stadig lever i bedste velgående…

Skulle jeg lige til at skrive…

For sandheden er nok, at han ikke lever i bedste velgående. Han har infantil autisme af den “svære” slags. Han har ikke noget sprog, går dårligt og skal have hjælp til alt. Han søger konstant grænsefladen inden for smerte og er ikke bleg for at kaste sig ned mod gulvet, kun for at mærke den rungende fornemmelse i hans krop. Han bryder sig ikke om kropslig kontakt, hvorfor jeg mere end én gang i livet har dukket mig for den lige højre, der kom flyvende min vej, hvis jeg har forsøgt at kramme ham.

Der er naturligvis mange former for handicaps, og jeg kan ikke tale på vegne af alle pårørende. Men jeg kan tale på vegne af mig selv…og jeg har da en vis sorg over, at min bror ikke er ”som de andre”. Han er faktisk lige så gammel som Lillefar, og jeg har da mere end én gang tænkt, hvordan det mon havde været, hvis han var helt normal. Havde jeg så ringet til ham en random tirsdag og fortalt ham om min dag? Spurgt ind til hans børn? Spurgt hvornår han og hans kærlighed kom til middag? Og havde han drukket en øl med Lillefar i ny og næ?

Naturligvis elsker jeg ham, for den han er i dag. Det er jo det eneste, jeg har kendt til. Men det ville være løgn at sige, at det ikke også er svært. Min bror er altid glad for at se mig, når jeg kommer på besøg… I ca. 2 minutter. Så kan han ikke rumme mere. Jeg “passer” ikke ind i hans verden. Sådan er det med (den form for) autisme (han har). Det hele er i kasser og skal være præcis, som det plejer at være. Jeg har været til mange julefester, på det bosted han bor. Og han er ofte gået ind på sit værelse eller har sat sig i en lænestol langt væk fra mig. For det er sådan, han bedst kan rumme mig.

Men hvordan rummer man, at en anden ikke kan rumme én?

Alt taget i betragtning går det jo godt, om end jeg kunne have ønsket hans skæbne anderledes. Jeg har altid fået ros for, at jeg er god til at være omkring min bror. Også selvom man virkelig skal være hurtig på aftrækkeren, når en knytnæve kommer mod én, eller han er parat til at nikke en skalle ”bare fordi”.

Jeg ved jo overhovedet ikke, om Stine har haft nogle af de samme tanker som mig. Men jeg føler alligevel, at vi deler samme perspektiv. Dét at have et andet menneske så tæt inde på kroppen, der skal have hjælp til alt, alt imens man selv vandt i både familie- og karriere livet, sætter følelserne på prøve. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal afslutte den her, men jeg vil i hvert fald bare sende en masse kærlighed ud til alle jer, der også har disse kærlighedsfyldte skæbner inde på livet. Hvis ikke I kender Rikke Thinggaard, ja, så er det en fejl! Men hendes søn Bufas har ligeledes autisme. Det kan I læse mere om i det her skriv, hun engang sendte mig.

Rigtig god weekend til jer!

Klask og kærlighed fra Lillemor

You Might Also Like

10 Kommentarer

  • Reply
    Kristina
    20. december 2019 at 19:37

    ❤️❤️❤️❤️❤️

  • Reply
    Trine lytkjen Rasmussen
    20. december 2019 at 19:45

    Kender godt følelsen af hvad nu hvis. Og hvordan havde det været hvis. Jeg mistede min storebror til leukæmi dagen før min konfirmation, og i perioder i min liv, især de meget svære og meget glade, men egentlig også omkring hverdags ting har jeg ofte haft tænk på hvordan det mon havde været hvis han var i live i dag. Ville han have beskyttet mig og hjulpet mig, eller bare været totalt ligeglad, havde vi været meget tætte eller ej, havde han haft børn og familie vi kunne have ses og hygget med, osv osv. Men man kan ikke lave om på tingene, og det er spørgsmål der må stå i det uvisse, om end det kan være frustrerende nogle gange.

  • Reply
    Camilla
    20. december 2019 at 22:28

    Jeg har en handicappet lillebror. Han bor i egen lejlighed og fungerer fint i sin egen dagligdag, men er ikke rigtigt en del af min. Dels pga geografisk afstand og dels det, at det er svært at holde kontakt med ham. Han er en som fortæller, ikke en som spørger eller samtaler. Og det er svært. Han klarer sig selv med hjælp fra vores mor til dagligdags ting. Og for nylig er det gået op for mig, at jeg nok bliver den som “overtager” hjælperollen den dag, vores mor ikke længere er her. Selvom der godt kan gå 20 år endnu, er det en vild og lidt angstprovokerende tanke; at jeg skal hjælpe min voksne lillebror…
    Det kan blive meget langt, men jeg stopper her. Livet er en forhindringsbane og nogle af opgaverne undervejs er sværere at klare…
    Kram til lillebror

    • Reply
      Lillemor
      21. december 2019 at 6:26

      Jeg forstår dine tanker! Der er mange følelser i spil. For som jeg selv skrev: Hvordan rummer man, at en anden ikke kan rumme én? Kærligheden kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Det er når “pligt” bliver blandet ind i det, at kærligheden også kan være svær at administrere. Specielt når ikke man kender deres behov. Eller de kan vise deres taknemmelighed. Men jeg er sikker på, at du – når den dag kommer – vil klare det flot ❤️

      • Reply
        Inni
        1. marts 2020 at 21:08

        Hvordan kan jeg have misset dette indlæg?! Det er så fint skrevet – og med en nevø på spektret kender jeg til samme type tanker. Jeg er sikker på, du er den bedste søster, din bror kunne få – og at han selv vil sige det, hvis den slags refleksioner noget, han gør i.

        • Reply
          Lillemor
          3. marts 2020 at 12:10

          Hvor er du sød Inni! Tak for dine dejlige ord 🙂

  • Reply
    Elsebeth
    20. december 2019 at 22:40

    Åh ja!
    Min lillebror er Asbergers og vores mor er lige død og jeg føler mig helt alene selv om han jo er der … det er han bare ikke alligevel.
    Min søn er atypisk autist og jeg frygter lidt min datters liv og om hun vil føle sig som enebarn og alene med ansvaret når vi forældre ikke er mere …

    • Reply
      Lillemor
      21. december 2019 at 6:23

      Det er godt nok også mange følelser at jonglere rundt med! Kan sagtens forstå, at du er frustreret. Min mor er også død – man føler, at man har erstattet “Mor” rollen lidt, og det er meget at bære, om end man selvfølgelig også gør det af kærlighed ❤️

  • Reply
    Tina
    21. december 2019 at 13:19

    Dom mor til 3 skønne drenge, hvor en har infantile autisme. Så af hjerte tak for at dele fra “den anden side” 🙏🏻 Tænker ofte over hvordan det må være for min 2 andre drenge med en bror, som til tider er udadreagerende 😢

    • Reply
      Lillemor
      22. december 2019 at 21:56

      Kære Tina. Tak for din kommentar! Det var et svært indlæg, men jeg er glad for, at så mange af jer har kunne spejle jer i mine tanker.

Svar