Børn/ikke børn. Er græsset grønnere på den anden side?

Det er ikke løgn.. Jeg sad i bogstaveligste forstand og gloede på uret mens jeg ammede, da viseren sidste år på præcis denne dato, tikkede fra 23.59 til 00.00. Jeg sad i sengen i vores mørke soveværelse og Lillefar boblede ved siden af. Well happy fucking birthday til mig! Så blev jeg lige 30 år. Ja okay, det er da super fedt at have kæreste, hund, hus, to børn og at være færdig uddannet som 30 årig. Men…Hvorfor var det så, så ambivalent en følelse? Hvorfor sad jeg pludselig og misundede mine single veninder uden børn og forpligtigelser? Var det ikke meningen at jeg skulle stå og ørle på et bodega-toilet på min 30-års fødselsdag? Var det hele mon gået lidt for stærkt? Jeg havde en lykkefølelse inden i. Men det føltes samtidigt lidt som juleaften, hvor alle ens egne pakker var pakket op, mens alle de andre stadig havde forventningens glæde i behold.

Min søn var dengang 1 måned gammel og min datter 2 år. Jeg havde inviteret selvsamme single veninder til brunch hjemme i forstads hytten. Ikke én med så meget som en positiv graviditetstest! Mine tanker og opmærksomhed var konstant på begge børn, alt i mens jeg halvt engagerede mig i venindernes samtaler om politik, job, nye fyre og nyeste in-beværtninger på Østerbro. Har børnene rene numser? Er han mon sulten? Måske skal han puttes? Selvom jeg var (ER!) lige præcis dér i mit liv hvor jeg gerne ville/vil være, så var jeg stadig lidt jaloux. “Mor vil du lege?” spurgte datter. På trods af at mine veninder måske er verdens sejeste lege-onkler, der glædeligt gik ud og hoppede i trampolin (JA fandengalemig om vi ikke også, lige som alle andre børnefamilier på vejen, har investeret i sådan en grimrian – Jesus!) – så var den dér klaustrofobiske fornemmelse der altså bare stadig. Følelsen af at være fanget i en verden af forpligtigelser og samlebåndsarbejde – men samtidigt elske det liv og ikke være villig til at give det op for noget som helst.

Da de sidste to veninder gik, stod jeg med baby i armene og vinkede farvel. Veninderne gav babys små æblekinder et kys og sagde: “Når du bliver større skal du med os onkler på pubcrawl!”. De havde nemlig fundet på den fantastiske spontane idé, at hoppe op på deres jernheste og suse på pubcrawl fra Hvidovre og hele vejen til Østerbro. Jeg havde lyst til at råbe TAAAG MIIIG MEEED!!!! Jeg havde et øjeblik lyst til at glemme alt om ansvar, forpligtigelser og børn og kun skulle tage stilling til, om det skulle være en Tuborg eller en Tuborg Classic jeg skulle hælde i mig. Men jeg vinkede smilende og lukkede døren. Baby lagde i samme sekund en lort af en anden verden. En lort der lige så stille tog på en lille hygge tur op af ryg og nakke. For helvede altså! Here we go again.

Men hvad tænker veninderne når de så lystigt suser hen på første og bedste beværtning? Hvordan har de det med at være 30 og single? Sukker de i virkeligheden efter familie og hus i forstæderne? Er det en af de dér klassiske “græsset er grønnere på den anden side?”. -Hvor de godt gad at være den, med et stabilt familie-liv?

Måske vil vi (nogle gange) have det de andre har (…eller ikke har!)

Jeg er heldigvis så heldig, at jeg har nogle fantastiske veninder, der er super gode til at spørge ind til hvordan hele familie-projektet går, men også kan fange et vink med en vognstang, når jeg ikke gider tale om børn mere. Og Lillefar er fantastisk til at lade mig være Tina når jeg går i byen. Og Ikke Tina-med-børn-du-skal-op-klokken-bæ-i morgen-tidlig. Han nægter fx purre at sende opdaterende sms’er om, hvordan det står til der hjemme når jeg er ude. Det “må” jeg ikke bekymre mig om. Og det er faktisk rigtig rart, at han kan give mig lov til at spasse ud nogle gange – så får man lidt lyst til at gøre det samme den anden vej og det er sgu nok meget sundt for det dér parforhold. Jeg har tidligere også overrasket ham med en aften uden forpligtigelser. Læs lidt om det HER og få lidt idéer til, hvordan du kan forkæle den næstkommanderende hjemme ved dig.

Jeg kan mærke at jeg får lidt mere lyst til at tage “mor-hatten på”, når jeg har fået lov at være MIG. Og KUN MIG. Jeg elsker mine børn ud over det sædvanlige – også selvom de er røv irriterende…men jeg kan fandme også godt lide en klistret bar og en kold fadøl.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg “Er man lykkeligere uden børn?”. Det kan du læse ved at klikke HER.

Kh Lillemor

Har du selv børn (eller frygter at få nogle!) kan du følge mig og læse flere indlæg på:

www.lillemor.dk

FACEBOOK

(bare tryk synes godt om)

Instagram

Bloglovin’