Jeg tog den alvorlige snak med Lillefar i går…

Der kommer et tidsunkt i enhver kvindes liv, hvor man må tage en alvorlig snak med sin mand.

Snakken.

Det er nok meget naturligt at den pludselig kommer. Og jeg tror ærligt at det gælder alle kvinder…også for dig der læser med lige nu og som måske tænker: Det kommer aldrig til at ske for mig det dér. Men tro mig…det gør det. Og jeg tænker ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting. Vi udvikler os alle sammen. Og det kan jo sagtens være en god ting på sigt… Dette er hvad jeg sagde til Lillefar:

Lillemor: Skat, vi er nødt til lige at have os en alvorlig snak.

Lillefar: Skal det være lige nu? Jeg var lige på vej i bad…er det vigtigt?

Lillemor med et meget alvorligt blik: Ja, jeg tænker at det er ret vigtigt. Jeg har tænkt på det hele dagen og nu kan jeg simpelthen ikke holde det inde mere. Jeg har brug for at fortælle dig det…så du er klar over det. Tiden er inde.

Lillefar: Øhm…okay! Hvad er det?

Lillemor der starter ud med et stort suk og så et næstekærligt, empatisk blik til Lillefar: Først vil jeg sige dette…jeg ved godt at jeg var én person, da du lærte mig at kende for ti år siden. En person med holdninger, som jeg aldrig troede jeg ville gå på kompromis med i dag. Du troede måske ikke at jeg havde denne side… At jeg indeholder dette. Men det har jeg fundet ud af at jeg gør. Og jeg har talt med flere veninder, som har det på samme måde som mig.

Jeg tror at det er meget naturligt! Og det kan jo sagtens være en god ting også, selvom det er en side af mig, du ikke kendte til. Og jeg ved godt at den kan være svær at sluge, men du skal jo vide at jeg stadig er den samme inderst inde. Jeg kan bare mærke, at det jeg har lige nu, ikke længere er nok for mig. At jeg trænger til at udvikle mig og kigge andre veje. Der er simpelthen en tilfredsstillelse inde i mig der skal stilles. Og for at være helt ærlig…så er jeg nok bare ikke helt tilfreds, som det er lige nu. Og ja…jeg har haft det sådan i lang tid.

Jeg skulle måske have inddraget dig noget før, men jeg var jo bare bange for, at du ikke ville kunne forstå. Men der må ske noget nu. Der SKAL ske noget nu. Som sagt har jeg jo talt med nogle veninder om det…og langt de fleste kan godt forstå det. Og undrer sig egentlig bare over, at jeg endnu ikke har taget skridtet. De har aldrig fortrudt, skat. Aldrig!! Men nu tager jeg altså skridtet. Springer ud i det.

Lillefar: …så hvad er det helt præcist du har behov for? Hvad er det du prøver at fortælle mig?

Lillemor der virkelig tager sig sammen, for at overbringe denne chokerende nyhed: Okay, her kommer det (dybt suk). Jeg tror at jeg er parat til at købe mig en svinedyr taske. Altså med mærke, guldkæde og det hele. Og ja, jeg ved godt at jeg tidligere ikke har vist forståelse, for de der brugte så mange penge på en sølle taske. Men som nævnt før, så er det altså noget jeg har tænkt over i lang lang tid. Og nu er tiden altså inde. Jeg håber virkelig ikke at det skuffer dig for meget. Jeg er jo stadig den samme inderst inde.

Lillefar: Det lyder da som en god idé, det skal du da bare gøre. 

Lillemor:

Såååeh…det gik faktisk fint nok. Så hermed en opfordring til at tage denne meget alvorlige snak med din partner! Det kan gå mere gnidningsfrit end du tror!