Der er jo sket det helt vidunderlige, at jeg er gået hen og er blevet mormor. Ja, se det er jo dejlige nyheder! Hvem skulle tro at det skulle ske i en alder af 24? Okay…34…but who’s counting.
Kummefryseren på 7 år overbragte mig de vidunderlige nyheder selve Juleaften. Pludselig kom hun hen til mig og sagde de gyldne ord: “Mor…du er blevet mormor!”. Og stolt fremviste hun mig en lille lyserød øgle, der med store blå øjne kiggede på mig. 15 cm lang og en kampvægt på ca 225 gram, hun netop havde fået i julegave. En talende, lyserød øgle slash fugl slash eventyrskabt tingest, der både kan snakke, synge og hold nu fast…græde!!
Kummefryseren har navngivet den Kivdi (= Cutie). Og Kummefryseren har mere end én gang korrigeret mig i måden at holde Kivdi i mine arme på og rystet på hovedet af mig, når jeg ikke pronto har reageret, når Kivdi har grædt og ville have mad…eller puttet Kivdi når det var tid til dens lur (og Gud forbyde at lægge den på siden. Nej, den skal ned i sit medfulgte æg, på den HELT rigtige måde). Jeg har helt oprigtigt hørt mig selv sige: “Jeg tager IKKE Kivdi i nat!!”. Og Hørt Kummefryseren sige (læs: råbe gennem huset): “Mor, hvornår forstår du det!! Når Kivdi har orange øjne skal hun bøvse, når Kivdi har gule øjne vil hun lege, når Kivdi har hvide øjne er hun træt, når Kivdi har grønne øjne er hun syg, når Kivdi har blå øjne er hun bange og når Kivdi har lyserøde øjne vil hun nusses!!! Hvor svært kan det være??”
Status med Kivdi lige nu er, at Kivdi har ligget i sin seng i tre dage. Kummefryseren har erklæret at hun elsker Kivdi til verdens ende og at det er den bedste gave, hun nogensinde har fået, men at hun lige trænger til en Mommy-break.
Jeg ved ikke helt om jeg skal involvere kommunen…er der mon tale om omsorgssvigt? På samme tid er jeg dog også fuld af misundelse over, at hun bare sådan kan slukke for Kivdi, bag på ryggen af dens lyserøde korpus, når hun lige trænger til en mommy-break. Det er virkelig en funktion jeg har savnet i skabelsen af både Kummefryseren og Mandlen…en tænd/sluk knap.
Åhr, lad vær’! Du har tænkt det samme!
Nå, det var bare det! Klask fra mig! Og hvis du kunne tænke dig at læse lidt om dengang tandfeen var på besøg hjemme hos os, så kig med HER. Eller hvis du har lyst til at følge med på min Instagram profil, så find mig på @lillemorblog.
3 Kommentarer
Dorthe
6. januar 2019 at 16:38Tillykke mormor Tina! Jeg deler samme glædelige skæbne med dig. Samme dato, dog først født ca 1 senere. Det blev en drenge øgle/ugle med det originale navn Hatchi. Hos is er det den fremmelige knægt der blev 5 år kort før jul som tilførte familien endnu et plysset medlem. Også det bedste at få i følge knægtens udsagn…og den ligger nu og sover på x-ne døgn (hvem tæller dage for nyfødte) fordi dens øjne viser den er syg. Så i seng med den, så kan man tilse barnet med dages mellemrum 😉 Der udestår en alvorsnak med knægten om det ansvar der følger med fornøjelsen. Meeen tror vi venter lidt endnu 😜 Godt nytår 🥂
Lillemor
7. januar 2019 at 6:43Åh, et kæmpe stort tillykke skal lyde her fra! En mormor titel er ikke sådan at kimse af. Mon der findes mormor mødregrupper? Og må man mon drikke rødvin til disse? Jeg skal også have en alvorssnak med Kummefryseren om moderskabet… Én ting har hun dig forstået: De skal have MASSER af søvn! Klask fra Lillemor
Tina
7. januar 2019 at 19:48Godt nytår!
Hvor er børn jo altså bare totalt skønne 🙂
Min datter er forgabt i ugle og fik for år tilbage en ugleagtig sag, som kunne tale hulabulasprog, nikke, hikke og….
Jeg fik pip af den. Den kunne slukkes, men tændte af sig selv og gik i sving.
Til sidste blev den “væk” !
Der blev købt en Babyborn i stedet.
Kan I hygge jer mormor 🙂