“En mand kan man altid finde…men børn kan man ikke altid få!”

Jeg har i lang tid tænkt at jeg gerne ville lave en stribe indlæg, om kvinder der i mine øjne er pisse seje og inspirerende. Kvinder der i én eller anden udstrækning har oplevet, når livet har taget røven på dem. Det er kvinder der enten har truffet et valg eller oplevet noget, som de færreste kommer til. Måske endda noget som mange frygter vil ske for dem… Men de her kvinder står midt i det. På trods af det, har jeg set dem smile og grine og sige: “Jeg skal nok komme stærkere ud på den anden side!”. Måske de ikke altid føler sig stærke! Og måske følelsen også ofte er blevet erstattet med tårer… Uanset er de en kæmpe inspiration for mig. For de har vist mig, at selvom livet havde andre planer for dem, end de selv havde…så har de valgt at tage kampen op. Derfor vil jeg give dem noget spalteplads her på min blog. Fordi de fortjener det og fordi dig der læser med, fortjener at blive inspireret af de her enormt seje damer. Du er mere end velkommen til at smide en kommentar i bunden af indlægget, for at vise din support! Og hvis du selv har oplevet noget, som du tænker kan være med til at inspirere andre, så skriv endelig en Email til mig på lillemorblog@gmail.com.

Første kvinde som jeg vil præsentere jer for, er Linnea. Vi har det til fælles, at vi for 19 år siden gik på efterskole sammen og drømte om at vi en dag skulle have mand og børn. Som I ved har jeg jo Kummefryseren og Mandlen. Og Lillefar. Og Linnea står faktisk og kan føde hvert et øjeblik i disse dage. Men mand? Det har hun fravalgt…for nu. Hun har i hvert fald ikke tænkt sig at vente på ham, for at få drømmen om børn opfyldt. Tag rigtig godt i mod Linnea ♥

Er meningen med det hele ikke at få de der børn? Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville skabe min helt egen familie en dag. Den der drøm om at få sit eget biologiske barn, har altid været et stort ønske for mig. Jeg har ikke haft travlt. Jeg har hygget mig og mødt en masse dejlige mænd på min vej. Ja, jeg har ikke været den kedelige type, der sad hjemme weekend efter weekend med strikketøjet. Men den der mand som skulle være en del af min drøm? Ham fandt jeg aldrig. Klokken slog og pludselig var jeg 32 år. Og jeg stod stadig og trampede løs hver anden weekend med en mokai i hånden.

Jeg besluttede mig for at få tjekket op på de der tal… altså en kvindes fertilitets tal. Jeg har aldrig været gravid, så om det dér system fungerede, anede jeg ikke en hylende fis om. Jeg fik undersøgt alt hvad der kunne undersøges og fik at vide at “alt var alderssvarende”. Hmm… det blev jeg ikke meget klogere af. Jeg spurgte lægen om jeg havde travlt. Hans svar var “alle over 25 har travlt, hvis du spørger mig”. Jeg grublede over det i et års tid mere, inden jeg begyndte at indvie min familie i mine tanker. Opbakningen var der, men alligevel også med en lille tanke om at der måske var en mening med, at jeg ikke havde fundet den dér mand jeg skulle stifte familie med endnu. Mange tanker løb igennem mit hoved. For og imod. Skulle jeg vente? Skulle jeg gå i gang? Jeg kendte på daværende tidspunkt ingen, som havde gennemgået denne proces på egen hånd.

Efter mange diskutioner med mig selv, besluttede jeg mig for at gå i gang med at undersøge mulighederne for, at kaste mig ud i projekt solo-mor. Sommeren 2018, i en alder af 34 år, tog jeg skridtet. Jeg blev insemineret med en kendt donor. Det var en meget speciel oplevelse og følelse der strømmede igennem min krop. Bare det der med at sige farvel til lægen inden på Rigshospitalet og sige “Jamen tak for i dag”. Altså tak for, at du lige har skudt lidt ukendt sæd op i mig. Dét var simpelthen så surrealistisk.

Ugerne gik…Wupti! Der var sgu gevinst i første huk!!!! A hva’ be’ ha’, tænkte jeg. Det var for vildt. Jeg havde nærmest allerede bestilt tid til næste insemination. Det var meget meget uvirkeligt for mig… Jeg skulle være nogens mor!! Graviditeten blev taget så godt imod af venner, veninder og familie. De var alle simpelthen så støttende og glade. Graviditeten er gået så fint. Og jeg har nydt tiden med klargørelse, baby shopping og alt hvad der nu hører til – det var lidt en del af processen for mig, at forberede mig på min nye rolle.

I dag har jeg få dage til termin, hvor min lille pige kommer til verden. Der er ofte tider, hvor tusindvis af tanker suser igennem mit hoved. Hvordan klarer jeg det? Hvad hvis hun ikke er sund og rask? Altså helt almindelige bekymringer som jeg står alene med og ikke har den her partner og læsse af på. Familien og vennerne har måtte høre på meget i de her 9 Måneder. Jeg er dem evigt taknemmelige. Tak!

Det er den bedste beslutning jeg har taget og jeg glæder mig så sindssygt meget. Og jeg ved at jeg nok skal klare det.

Bare dét at skulle være nogens mor… Det må da være det største? Hvilket også for mig, ville være det største at gå glip af. Jeg indfandt mig med tanken om, at en mand kan man altid finde. Men børn kan man ikke altid få. Mange sagde til mig “Hvor er du bare sej”. Som i virkelig mange. Jeg føler mig ikke specielt sej. Men heldig ?

Mit valg var at få et barn…men dermed ikke et fravalg af en mand i fremtiden ♥️