Ærlig snak Gode råd Life of a mom Luk røven

Må man irettesætte…forældre??

received_10154201154607835

Det sidste stykke tid har der i medierne, været utrolig meget snak om dette emne: Må man irettesætte (altså “opdrage” på) andres børn? Det er jo et brandvarmt emne. For undersøgelser viser, at helt utrolig mange mennesker vælger IKKE at blande sig, hvis fx Sofus knalder Sofie i hovedet med en skovl i sandkassen på den lokale legeplads. Men konklusionen (som Lillemor har forstået det) er, at det altså er okay at “irettesætte”, hvis man gør det med et smil og med kærlighed. Børnene skal jo trods alt lære. Og som voksen – om man er børnenes mor, far eller ej – kan man jo sagtens være med til, at guide børnene igennem det her tossede projekt vi kalder “livet”. Det er vel i virkeligheden vores alles ansvar tænker jeg.

Men så er der én ting jeg har tænkt på (læs: som pisser mig helt ufatteligt meget af).

For hvad med…forældre?

Må man irettesætte dem? 

Jeg er nu engang af den holdning, at børnene primært lærer fra forældrene – og forældrene alene. Bevares, landets pædagoger gør et enormt stykke arbejde og er med til, at udvikle børnene og forme dem som små individer! Men børnenes generelle adfærd afspejles alt andet lige af forældrenes opførsel (mener jeg!). Og derfor bliver jeg simpelthen så edderspændt rasende, når jeg ser forældre “klokke” i den foran børnene.

Men siger jeg noget? – Og skal man eller skal man ikke blande sig?

For at være helt ærlig må jeg jo nok indrømme, at jeg er typen der sagtens kan finde på, at komme med en bemærkning i køen i Netto, hvis en eller andet smart-i-en-fart-per skal smide kassedamen en lige lovlig kæk bemærkning. Jeg har meget svært ved bare “at stå til” mens andre bliver ydmyget. Så bliver jeg gerne tante-skrap. Det er ikke en af mine mest flatterende egenskaber, dog vælger jeg at se det som OGSÅ værende en god egenskab da jeg er sikker på, at kassedamen er glad for at få noget opbakning. Hun kan jo trods alt ikke selv rejse sig og kaste langemanden af sted. Jeg smider derfor gerne mit temperament i grams, for et godt formål.

Nogle gange…

For…på en eller anden måde er det bare ekstra følsomt, når det handler om forældreskab. Eller er det? Siden hele debatten om hvorvidt det er okay at blande sig i andres adfærd, har jeg opsnappet flere situationer, hvor jeg har haft lyst til at blande mig og irettesætte FORÆLDRENE. Men jeg kan simpelthen ikke finde ud af om det er okay. Lad mig komme med tre eksempler. Og jeg vil meget gerne høre din holdning til samme!

Når Børge (vores engelske bulldog – ja det hedder han) går tur med sin mor (læs: mig) er det meget ofte, at jeg støder på den her far, der cykler med sin datter på ca. 5-6 år. Blidt holder han hende på ryggen og hjælper hende fremad. Alt godt. MEN – Guderne vil det, at jeg altid står ved en rundkørsel i nabolaget, når jeg støder på denne far/datter konstellation. Og faderen cykler KONSEKVENT enten skråt over rundkørslen, eller alternativt i modkørende retning, for at spare de ca. 3 sekunder det ville tage, at følge de almene færdselsregler. Og jeg får simpelthen så lange løg af det. Bevares, jeg kan da godt selv tage et rødt lys i ny og næ, men ville AAAAALDRIG gøre det foran børn – hverken mine eller andres. Når jeg er sammen med mine børn, stoppes der ved hver “haj-tand” og der forklares ALT om trafikken og ens ageren i samme. Det er jo for fanden mit job som mor! Og jeg bliver kvalm når jeg ser faderen lære sin datter, at det er “okay” at lave så stor en brøler i trafikken. Nu kører de jo ca. med 110 km i timen og jeg står med en bulldog der er tung i røven, så det lægger ikke umiddelbart op til, at jeg kan stoppe faderen og sige: “Hey, mellem dig og mig…tror du ikke at det ville være rigtig godt, at lære din datter, at man ikke cykler sådan?” Men det kribler i mig, hver eneste gang jeg møder dem.

Forleden dag var jeg på legeplads med ungerne. Og det kunne såmænd være en hvilken som helst dag. For der sidder KONSEKVENT forældre med hovedet ned i telefonen. Og inden jeg råber for meget op, så lad mig sige dette: Jeg kan sagtens selv kaste et blik på telefonen i ny og næ. Det gør jeg, du måske og de fleste andre mor-bloggere. (Hvordan skulle du ellers få kastet så mange flotte billeder, af deres børn i hovedet på Instagram?) Så selvom det ville klæde os alle, at gemme telefonen væk i tidsrummet 15-20, så hænder det at de fleste af os, er lidt nysgerrige på den notifikation der popper op i ny og næ. MEN: Der må fucking være en grænse. Jeg måtte forleden hjælpe en grædende lille pige ud af “edderkoppespind” på en legeplads flere gange, fordi moderen havde travlt med, hvad end der underholdte hende på hendes smartphone. Jeg havde lyst til at gå hen og sige: “Hør…skulle du ikke tage og smække den tlf ned i tasken, og prøve at fokusere på dit barn der lige nu leger cirkusprinsesse på klatrestativet?”. Men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til det, om end en af mine vuggegaver var et ellers flammende temperament.

Og sidste eksempel:

For nyligt var jeg på en indendørs legeplads, hvor der MEEEEGET TYDDDELIGT stod “ingen sko i dette område”. Skulle man være både dum, ordblind og tungnem, var der alternativt et skilt med en sort sko akkompagneret med et stort fedt rødt kryds over. Noget børn forstår. Tilsyneladende er det sværere for forældrene. Ind på sko-frit område træder mor-Erna med sine tunge stænger med beskidte sko. Jeg overhører hende endda sige til mand; “Ah pyt, det går nok”. Men under de tunge stænger, var en lille bitte hundebæ. En lille bitte hundebæ, der nu lå spredt over “ingen sko” området og som mine børn nu frit kunne løbe hen over. Desperat og lettere forfjamsket, forsøgte hun at fjerne det med små lommeletter. Men det er bare ikke godt nok tante tungnem! Samtlige forældre der observerede hændelsen, sad og kastede det skarpe blik efter damen, men INGEN – inklusiv mig selv – nævnte noget. I stedet var der flere forældre, der i stedet gav deres egne børn sko på, så de i det mindste ikke skulle løbe med strømpesokker hen over hundebæ.

Helt ærlig, jeg bliver simpelthen så mør. Men forklar mig lige – hvorfor er det, at “man” ikke siger noget til forældre der laver brølere, når nu det er “okay” at irettesætte børn? Hvad tænker du? Ville du fx stoppe far/datter og forklare, at det nok ikke er så skide hensigtsmæssigt, at lære sin datter den brøler i trafikken? Eller ville du lade dem passere gang på gang? Og bør man nævne for moderen på legepladsen, at hun måske bør være lidt mere observerede på sin datter? Og hvad med hundebæ-damen? Ville du påtale noget der, eller blot blende ind i den ellers kogende forsamling af forældre, der ikke tør åbne gabet?

Kommentér gerne lige her under, jeg vil meget gerne høre din mening! 🙂

Og har du lyst, kan du også læse:

Alle dem der er trætte af børn der ikke vil sove, rækker hånden op!

10 facts om Lillemor

You Might Also Like

25 Kommentarer

  • Reply
    www.skøreliv.dk
    3. maj 2016 at 13:58

    Der er jo mange måder at sige ting på. Hvis man har evnen og nosserne til at sige tingene på den rette måde, så synes jeg bestemt, at man skal. Jeg selv er desværre sådan en alt-eller-intet-person, dvs. at enten holder jeg min mund, eller også kommer det bare ud på en meget ikke-særligt-flatterende måde. Fordi jeg bare ikke KAN holde det inde. Og det er der jo INGEN der er tjent med. Jeg ville ønske, at jeg kunne være sød OG myndig på én og samme tid i stedet for at være sådan en heksen-fra-Prop-og-Berta-type. Så go ahead, er mit budskab til dem, der kan gå med fred frem for at skabe (mere) splid

    • Reply
      Lillemor
      4. maj 2016 at 20:34

      Du har ret!! Man kan sige tingene på så mange måder. Det er en kunst i sig selv 🙂 Jeg gad godt at kunne sige, at jeg KUN siger tingene på en god og reflekterende måde. Men det ville være løgn. Jeg har temperament – men jeg øver mig da! Og det er interessant at læse dit og alle de andres svar. For den bedste måde, ville nok være at sige det stille og roligt på.

  • Reply
    Michelle
    3. maj 2016 at 14:05

    Nu er jeg ikke helt nået til mor-stadiet endnu, men jeg vil helt klart mene, at man BURDE sige noget – også selvom vedkommende nok ikke ville være særlig tilfreds med at blive irettesat. Om jeg selv ville gøre det? I de fleste tilfælde nok ikke – jeg er som de fleste alt for kujon-agtig.
    Dog ville jeg i tilfældet med den grædende pige og moren med telefonen helt klart gøre hende opmærksom på det – det er bare IKKE i orden og slet ikke noget mit temperament kan klare! Og forhåbentlig vil hun tænke over det en anden gang…

    • Reply
      Lillemor
      4. maj 2016 at 20:32

      Jeg tror også at jeg nok en anden gang, lige ville påpege det over for mobil-moderen. Det er jo (for fanden!) ok at kigge lidt på mobilen. Det gør jeg også selv. Men jeg har ALTID et øje på mine børn. Og jeg tror at årsagen til, at man har svært ved at sige det til andre forældre, er fordi at det hurtigt kommer til at fremstå som om, at man “opdrager” på dem. Og det er jo følsomt – fordi de jo godt er klar over fejlen til at starte med!

  • Reply
    Therese
    3. maj 2016 at 14:18

    Nu er jeg mor til et barn på kun 7 måneder og derfor ikke så rutineret endnu. Men i min mødregruppe oplever man da mange forskellige tilgange til forældreskab, og jeg har egentligt filosofien om kun at sige noget hvis barnet er i fare…. Men hvis du alligevel vil sige noget fremover i situationer lignende de ovenstående, så synes jeg også man skal huske at børn også lærer af hvordan vi håndterer vores temperament og hvordan vi taler til hinanden.
    Ham med cyklen kommer garanteret ikke til at ændre holdning fordi du siger noget; hende med bæskoen var vist allerede klar over fadæsen, men hende med det grædende barn ville jeg nok sige noget til – men ikke andet end at hendes barn vist havde brug for hende. Opdragelse og forældreskab er sindssygt følsomme emner… Men jeg siger derimod GERNE noget hvis folk fx smider affald på jorden 🙂

    • Reply
      Lillemor
      4. maj 2016 at 20:31

      Hej Therese 🙂 Du er så småt ved at erhverve dig det sorte bælte i moderskab 😉 Og ja, der er ret så mange forskellige tilgange til forælderskab. Og det er nu en meget god rettesnor, kun at blande sig såfremt barnet er i fare. Og jeg er helt enig med dig i, at man skal tænke over måden at formulere sig på – så vi kan være lige præcis dét, som vi gerne vil have, at vores børn vokser op og bliver. Også selvom man egentlig mest har lyst til at stikke dem en flad 🙂

  • Reply
    Karen
    3. maj 2016 at 16:31

    Jeg havde sagt noget til hende moren med telefonen. Man skal sgu reagere når ens barn har brug for hjælp! Men jeg er så også mega konfliktsky så jeg havde nok også “bare” gjort opmærksom på at hendes barn havde brug for hende.

    De andre tror jeg at jeg ville lade gå. Kvinden har forhåbentlig lært lektien og faren ændrer, som en anden siger, nok ikke adfærd af at en kvinde på vejen påtaler det…

    • Reply
      Lillemor
      4. maj 2016 at 20:28

      Hej Karen 🙂 Jeg tror også du har ret. Faderen er nok en umulig opgave. Og efter at have læst jeres alle sammens svar, så tror jeg også, at dér der nok ville være mest “succes” ville være med moderen og hendes mobil telefon.

  • Reply
    Sara
    3. maj 2016 at 16:34

    Jeg bliver KOMPLET hysterisk over forældre der ikke tager de blå futter på når de afleverer/henter deres yngel! Det tager den nette sum af 3 sekunder at fyre dem på, så jeg kan slet ikke fatte det!
    Og samtlige forældre der kommer samtidig med mig, og ser at jeg tager de blå futter på, skynder sig at tørrer deres sko af lidt ekstra men tager dem stadig ikke på!
    Men jeg siger aldrig noget direkte, mest af alt fordi jeg ikke gider en konfrontation med mennesker jeg skal glo på hver dag.
    Jeg ville nok gå hen til mobil-mor med pigen og fortælle at hun altså sad fast og at hun måske var lidt ked, men jeg ville nok ikke påtale mobilen – bare håbe at hun fattede det.

    • Reply
      Lillemor
      4. maj 2016 at 20:27

      Ha ha ha, jeg synes også det er SÅ øv, at der ikke er tradition for det, nede i mine børns institution. Men det er de færreste der gør det og endnu sjældnere at der rent faktisk er nogle rene. Men jeg var skide sur de første to år jeg kom der ned, når jeg så at andre forældre gik ind uden blå futter på. Mindes kun én gang at have påtalt det over for en anden mor. Noget i stil med: “Nu regner det så meget, vil du ikke også have sådan et par her, så der ikke bliver driv vådt?”. Og jeg oplever det samme – når jeg tager de blå futter på, så ser jeg også, at de andre forældre tørrer deres egne sko EKSTRA godt af.

  • Reply
    Stine
    3. maj 2016 at 19:02

    Jeg påtaler nogle gange ting.

    3) havde jeg måske sagt højt til min datter at nu tager vi sko af. Ja, man skal også have dem af som voksen.
    Eller sagt: “Øhh undskyld. Men jeg tror ikke man må have sko på herinde. ” til Damen. Men var vi først nået til delen med hundehømhøm så har hun jo nok selv forstået det.

    2) undskyld. Er det ikke dit barn som sidder fast i edderkoppespindet ?
    Eller spørge pigen om hun slog sig og vi dulle finde hendes mor.
    (PS. Fedt du trøster et fremmed barn).
    Selve der med ar hun sidder end mobilen bliber jeg egentlig ikke isolerer set forarget over, men at hun ikke reager er noget skidt.

    1) der kan du ikke ændre noget alligevel. Så det er vist spilte kræfter.

    • Reply
      Lillemor
      4. maj 2016 at 20:25

      Hej Stine! Tak for dine svar 🙂 Og ja, man kan jo sagtens sige tingene på en indirekte måde, som fx at nævne for sine børn, at det er skofrit område. For det er mega svært at sie til andre voksne (på en eller anden skør måde) fordi man jo så “belærer” dem om noget, som de jo udemærket er klar over. Og ja, du har nok ret med faderen på cykel. Det er nok et umulig opgave.

  • Reply
    Dorthe
    3. maj 2016 at 20:48

    nej jeg ville holde min kæft og bare være ekstra opmærksom på mit eget barn.
    Det er hele den her kotyme med at du aner ikke hvad situationen er for den forældre du irettesætter.
    Vi kan alle blive enige om at vi gør vores bedste.
    Men okay og så igen, den sidste med lorten, der havde jeg sku nok sagt noget. Specielt når du overhører “det går nok”. Gu gør det ej søster!!

    • Reply
      Lillemor
      4. maj 2016 at 20:23

      Du har ret – man ved jo faktisk ikke, hvad der ligger forud for situationen. Jeg tænker bare – vi har jo stadig et ansvar! Et ansvar for at lære vores børn (og andres børn!) hvad der er rigtigt og forkert. Men altså, som jeg skrev har jeg selv svært ved at sige noget, om end jeg generelt har talegaverne i orden på den front. Det er bare mega følsomt, når det er “andre forældre” på en eller anden tosset måde.

  • Reply
    Jelena
    3. maj 2016 at 21:19

    Jeg siger aldrig noget! Synes det er svært, fordi man ikke kender konteksten. Ja, ok, ham klaphatten der gang på gang lærer sit barn forkerte trafikregler er bare…en klaphat. Det samme med moren med lorteskoene. Jeg ville ikke blande mig alligevel, men jeg ville slet ikke gøre det med hende med telefonen andet end at gøre hende opmærksom på, at hendes datter har brug for hende. Ja, sandsynligheden for at hun tjekket sit IG feed er pænt stor, men jeg kan ikke vide, om hun ikke lige har fået sit livs vigtigste besked (hvad end det måtte være), som hun bare ikke kan ignorere. Og måske er det bare fordi jeg i bund og grund er konfliktsky med mindre folk gør noget farligt og uforsvarligt. Og så gemmer vi debatten om, hvad der er uforsvarligt, til en anden gang 😉 Godt indlæg, endnu en gang 🙂 Lillemor for president!

    • Reply
      Lillemor
      4. maj 2016 at 20:21

      Søde Jelena! 🙂 Jeg tror at hende damen på legepladsen, var så optaget af Lillemors IG – det må være eneste reelle forklaring på, at hun ikke kunne få snuden fra telefonen 🙂 Og du har ret. Lillemor for president!!

  • Reply
    Nana
    3. maj 2016 at 21:47

    Pisse godt skrevet Tina! Du har fat i et af de helt store spørgsmål her. Personligt blander jeg mig kun hvis der er børn der er i fare eller hvis de ved deres handling bringer noget i fare. Det er alt fra duer til mennesker. Eller mad. Eller hvis jeg kan se at der er nogen der har brug for hjælp. Jeg ville ikke blande mig i nogen af dine eksempler. Ikke at de ikke allesammen er nogle klaphatte, men de ved det jo godt.

    • Reply
      Lillemor
      4. maj 2016 at 20:20

      Nana!! 🙂 Du har ret. De er nok godt kar over, at de er nogle klaphatte. Jeg bliver bare så mega irriteret – men siger jo tilsyneladende ikke noget alligevel. Men jeg ville også, som du siger, reagere hvis der var et barn i fare.

  • Reply
    Michelle
    3. maj 2016 at 23:47

    Virkelig godt emne du har taget fat i. Den med faren og cyklen synes jeg er svær, og jeg havde nok ikke sagt noget, men det betyder ikke, at jeg faktisk synes man burde.
    Legepladsen og bæ damen havde jeg sagt noget.
    På legepladsen ville jeg være nervøs for om den mor ville se, hvis der nu fx skete barnet noget.
    Og den indendørs legeplads går det udover mit eget barn, så der ville jeg helt klart give den dame besked.

    Jeg har selv noget af et temperament, og mit retfærdighedsgen er stort, så jeg ville slet ikke kunne holde kæft.

    Faktisk fik jeg direkte sagt til en kvinde igår, at hun havde gjort noget forkert, da jeg opdagede en bil med et spædbarn og en 3 årig på en parkeringsplads i lufthavnen. Hun var væk i næsten et kvarter (hvor jeg stod der). Jeg fik kaldt Security og da hun kom gik jeg selv direkte over og sagde hvor forkert det var det hun gjorde.

    Jeg synes helt klart man godt kan tage bladet for munden, hvis man kan se, at det enten skader eller kan skade barnet.
    Men måske lige spørge sig selv først, om man selv kunne have gjort det samme og om det er slemt nok til at man skal “blande” sig, eller om det egentlig ikke også er lidt ens pligt ikke og se væk, hvis det nu fx kan skade et barn.

    • Reply
      Lillemor
      4. maj 2016 at 20:18

      Hej Michelle 🙂 Gud hvor vildt at hun havde efterladt sine børn i bilen! Det er ikke i orden…Hvad svarede hun? Godt du handlede. Måske hun “bare” havde været henne efter en parkeringsbillet. Måske hun havde været væk i længere tid. Det er stadig ikke i orden synes jeg. Det er jo trods alt sådan det er, at have små børn. Skide besværligt til tider 🙂 Men man skal jo stadig leve op til sit ansvar.

  • Reply
    Lea
    4. maj 2016 at 8:47

    Uha, super fedt og meget ømtåleligt emne!
    Ved helt ærligt ikke havde jeg selv havde gjort…

    Min mand kom hjem fra den lokale Fakta dybt forarget. Ved bland selv slik stod en far og hans to piger på tre og seks. Pigerne blandede deres egne poser uden brug af handsker eller skovle – og hver gang de angiveligt stødte på et stykke slik de ikke vidste om de kunne lide spurgte de far: ‘far, kan jeg li’ det er?’ Hvor til fe fik svaret: ‘det ved jeg ikke. Prøv at smage’ !!!!!!!! Og sådan arbejde de sig gennem alle variationerne….
    Min mand sagde ikke noget, og ville egentlig have gjort personalet opmærksomme på der, men da der kun var ungarbejdere på job, tænkte han at det ikke nyttede noget…
    Helt ærligt, det er da galt på så mange måder?!?!?

    Men ja, hvad må man og hvad gør man?

    • Reply
      Lillemor
      4. maj 2016 at 20:16

      MEGA ømtåleligt emne 🙂 Og hold da op – det er virkelig også noget mærkeligt noget, at lære sine børn. Altså helt ærligt – vi SKAL vel lære vores børn, havd der er rigtigt og forkert?! Det er meget virkelig et mysterium, at nogle kan finde på sådan noget. Og det er mega svært at påtale…(selvom man nok bør!?)

  • Reply
    Jabbadabbaduu
    4. maj 2016 at 12:41

    Godt emne!

    Først; så mener jeg at det afhænger ret meget af måden man siger noget på. Man kan altså sige ret meget, hvis man siger det på en hensigtsmæssig og høflig måde.

    Derudover, så synes jeg hvorvidt man skal blande sig eller ej kommer an på nogle faktorer. A) kan der komme noget godt ud af at man siger noget? Hjælper det? B) Kan man ved at sige noget oplyse personen om noget de ikke allerede ved? C) Går personens adfærd udover mig/mit barn/andre, eller er direkte farlig for personens barn? Etc. Altså: hvad er hensigten med at irettesætte personen? Hvis det kun er for at gøre opmærksom på at jeg synes noget er tosset/forkert/upædagogisk, så synes jeg i langt de fleste tilfælde man skal holde sin mund.

    Jeg ville f.eks. ikke sige noget til far med cykel, da han formentlig er udmærket klar over at han gør noget forkert, og vil vel hellere ikke ændre adfærd bare fordi jeg siger noget. Men hvis han er ved at køre mig eller andre ned pga. sin ringe respekt for trafikregler, ja, så ville jeg sige noget. Til situationen med damen med næsen i mobilen, så ville jeg, som dig, trøste og hjælpe barnet. Hvis det skete gentagne gange og barnet f.eks. græd utrøstelig, ville jeg måske følge barnet over til moren med et “Hun faldt vidst og slog sig” eller “Hun har vidst brug for lidt trøst” , med et smil til moren. Men jeg ville ikke påtale mobilbrugen, da det de min holdning at det er for dårligt, men ikke decideret til skade for nogen. Hvis hun lod sit spædbarn kravle med hovedet ned i en pool fordi hun var for optaget af mobilen, så ville jeg påtale mobilbrugen…:) Til damen med skoene… Der ville jeg kunne sige noget, fordi det jo var “til skade” for alle os andre at hun ikke gad tage skoene af. Ville dog stadig bruge en venlig tone. Da hun havde opdaget hundelorten, tror jeg ikke jeg ville sige noget, for så var vel ydmygelsen allerede stor nok 😉

    • Reply
      Lillemor
      4. maj 2016 at 20:13

      Du har ret! Måden man siger tingene på, er alt afgørende!! Og kan sagtens se hvad du mener, der skal gerne være et resultat. Altså det skal give mening og forhåbentlig ændre noget, hvis man siger noget. Og kan også godt se hvad du mener det med faderen på cykel. Men fuck hvor det bare pisser mig af altså. Det er bare for dårligt!! Men du har nok ret – han er nok allerede opmærksom på det. Tak for svar 🙂

  • Reply
    Anette
    10. april 2017 at 10:23

    Bær sko og grædende barn, ja hvis man kan vinkle den rigtigt…
    cyklen, måske hvis i falder i snak en gang, men så mere ala bilerne køre så stærkt her vi må læres vores børn at komme ordentligt rundt i trafikken.

Skriv et svar til Lillemor Anuller svar