Gu’ fanden er det da hårdt, at have små børn!

Jeg oplever ofte mødre med små børn. Mindre end mine. Mødre der desperat forsøger at amme ved busstoppestedet i silende regnvejr, mødre der triller op og ned af fortorvet og gør alt i deres magt for, at få skabt ro for deres grædende baby og mødre der forsøger at gøre de sidste hurtige indkøb, med et træt barn (eller flere!) i favnen. Og jeg har ofte lyst til at sige til dem (og gør det faktisk også ofte): Det bliver nemmere! Lige om lidt bliver det hele meget nemmere. Dit barn kan snart fortælle hvad der er galt og hvor det gør ondt. Dit barn vågner ikke 10 gange om natten mere. Dit barn sover klokken 20 om aftenen og du går med ret stor sandsynlighed en rolig nat i møde, med måske kun en enkelt opvågning. Og ikke mindst en aften, hvor du kan dyrke dig selv og dit parforhold. Dit barn har fået en dags- og en døgnrytme. Og det kommer til at blive pisse godt!

Jeg har som bekendt to børn. En dreng (Mandlen) på 2 år og en pige (Kummefryseren) på 5 år. For fem år siden oplevede jeg for første gang en helt enorm kærlighed. En kærlighed jeg ikke havde mødt før og som jeg ikke troede var mulig. Jeg blev mor. Det var et sammensurium af ubetinget kærlighed, stolthed og en beskyttertrang der var fuldstændig ubeskrivelig. Disse følelser er kun vokset med tiden. Børnene giver mig glæde og livslyst hver eneste dag.

Men…

Det har været pisse hårdt. Og til tider ER det pisse hårdt. Og lad os nu lige én gang for alle slå dette fast: det handler ikke om manglende kærlighed. Det er ikke bare brok brok brok. Det er et faktum! Det er hårdt at have børn!! Også fantastisk og livsbekræftende og højst sandsynligt noget af det største man kan præstere. Men også hårdt. Punktum.

Man går fra at have sig selv som førsteprioritet – man er hovedpersonen i sit eget liv. Pludselig fra den ene dag til den anden, står man med en kødklump i armene, der konstant enten skider eller skriger på mad og man går fra at være hovedperson til det der føles som en tilfældig birolle. Faktisk er det på mange måder lidt som at have en forvokset Tamagotchi. Du ved den dér dims man havde som barn, hvor en lille hundehvalp på en lille batteridrevet skærm fortalte én, at den skulle på potten eller at det nu var på tide at få mad (igen!? – Har du ikke lige fået?). Den bippede i ét væk og alt hjernekapacitet blev pakket væk, kun for at tilfredsstille den pisse irriterende imaginære hundehvalp. Pludselig er det bare alvor. Kødklumpen er i den grad afhængig af én og man kan ikke bare hive batterierne ud af babyen og lægge vedkommende i en skuffe. (Om end man kunne blive fristet såfremt det var muligt, ene og alene af den grund, at mennesker har et fuldstændigt basal behov for at lade op i ro og fred. Om det er fysisk eller psykisk).

Så kære DIG med små børn – jeg vil bare lige fortælle dig dette: Det er ben hårdt at skulle op flere gange hver nat, fordi det lille menneske ikke forstår, at der er noget der hedder dag og nat. Man kan føle sig grænsende til vanvittig, hvis ikke man får lov at sidde og være SIG SELV, bare små ti minutter i løbet af en dag. Og børn der ikke vil sove?? Det er en epoke i sig selv. Og så kan det være røv frustrerende, at man ikke på samme måde som tidligere, kan passe og pleje sit parforhold.

Men ved du hvad – det bliver nemmere!! LIGE OM LIDT bliver det hele meget nemmere 🙂 Du kommer til at ligge og slentre med dine børn på sofaen, mens I taler om dagens gang. Du kommer til at skulle vække dem om morgenen og ikke vågne kl. 05.25 og bande Ramasjang langt væk, fordi “Ramasjang først vågner om fem-og-tredive-fucking-lange-minutter”. Du kommer til at få din krop igen med færre hormoner. Du kommer til at date din partner igen og du kommer til at få en hverdag op at stå, som er pisse fed! Så du får lige en high-five fra mig! Du klarer det pisse godt!

Det var bare lige det jeg ville sige 🙂

Har du lyst kan du også læse:

“Små børn små problemer, store børn…” LUK RØVEN!

Ammehjerne (part 2)

Du ER en god mor!! Lad ikke andre fortælle dig andet.