Hun mistede sin lille søn #2

Indlægget er udgivet med det formål, at støtte de der har mistet, samt give gode råd til de der skulle opleve, at en bekendt mister. Bemærk; barsk læsning. 

Læs Hun mistede sin lille søn #1 HER.

Anne Stine fortæller:

Noah blev født på selve terminsdatoen d. 2. oktober 2014. Jeg havde haft en perfekt og uproblematisk graviditet. Jeg var mere end lykkelig og taknemmelig over, at det endelig var min tur, til at opleve det som jeg anser for værende det største mirakel i livet.

Fødslen startede med at vandet gik. Fødslen skred dog ikke helt frem som forventet og det endte med at være en længerevarende affære. Det tog således 29 timer, inden vores lille Noah kom til verden. Han var meget svag og slap, da han endelig kom ud, så jeg nåede kun at holde ham kortvarigt, inden læger og jordemødre tog over. Der var en masse på stuen og min søde jordemoder prøvede at berolige mig – men min intuition fortalte mig, at noget var galt. Noah og hans far blev overflyttet til neonatalafdelingen (afdelingen for nyfødte), hvor læger og sygeplejersker kunne observere ham og give ham den bedste hjælp. Det lod til at der var kommet en smule ro på.

Pludselig observerede en opmærksom sygeplejerske dog, at han havde kramper. Før vi vidste af det, fik han scannet sit hoved og de opdagede hurtigt, at noget var helt galt. Blot fem timer efter fødslen, kom Noah akut i respirator, og vi skulle med hast til Rigshospitalet. En ambulance med politieskorte fragtede Noah der til. Min mand og jeg kørte efter i en taxa. Det stod os nu klart, at Noah var i stor livsfare. Vi var i chok! Hvordan kunne det gå så galt? Hvorfor? Får vi ham overhovedet nogensinde med hjem? Er det her en ond drøm? I så fald PLEASE lad mig vågne nu… Det hele var så uvirkeligt og både Noahs far og jeg var totalt knuste. Fødslen havde været sej og langtrukken og vi havde ingen søvn fået. Så når lægerne sagde noget, skulle vi virkelig koncentrere os, for at forstå bare en lille smule af, hvad det var der skete. Det var svært at forstå præcist hvad der blev sagt og samtidigt skulle rumme, at alt i vores verden var faldet sammen. Det var som om at der var sprunget en bombe og der bare var én stor og rungende hylelyd, alt i mens kaos og smerte havde overtaget vores kroppe. Vi var total uforberedte på, at det overhovedet var en mulighed, at det kunne gå så galt.

Specialisterne på Rigshospitalet fandt frem til, at Noah få dage inden fødslen, havde fået en blodprop i hjernen. Det resulterede i, at hele højre side af hjernen var negativt påvirket og faktisk helt ude af funktion. Lægerne fortalte at det var “sort uheld”. Der var med andre ord ingen årsag til, hvorfor denne blodprop var opstået. Vi kunne hverken have gjort fra eller til. På mirakuløs vis overlevede Noah de første meget kritiske døgn, og for hver dag blev håbet større. Vi vidste at vi gik en fremtid i møde, med en handicappet søn og var naturligvis bekymret på Noahs vegne, ift. hvilket liv han havde foran sig. Ingen kunne fortælle os i hvilken grad, han ville blive mærket af dette, så vi gjorde os mange tanker og snakkede meget om de forskellige scenarier, som fremtiden potentielt kunne byde på. På kun kort tid var drømmen blevet afløst af utrolig mange bekymringer og vi så hurtigt i øjnene, at alle de planer vi havde drømt om, var blevet erstattet med et helt andet liv, som vi nu skulle til at indstille os på og forberede os på. Det ændrede dog ikke ved, at vi var fuldstændig forelskede i vores lille Noah og ville gøre alt i vores magt, for at give ham de bedste vilkår. Vi snakkede bl.a. om, at jeg kunne opsige mit job og passe ham fuldtid. Vi kiggede hinanden i øjnene flere gange og bekræftede hinanden i, at vi sammen kunne klare det og at vi ville gøre ALT for ham.

Vi var meget taknemmelige, da Noah efter fire døgn gjorde positive fremskridt. Efter blot ti dage på neonatalafdelingen, var vi klar til at komme hjem. Noah blev ammet og fungerede fuldstændig ligesom alle andre babyer. Vi nød tiden med ham og han var en sand mirakel baby. Vi nåede at have en fantastisk uge hjemme hvor familie og venner kom, for at se vores smukke Noah! Vi var så utrolig stolte af ham og vi glemte næsten helt, hvor syg han egentlig var. Man kunne ingenting se på ham og han virkede veltilpas og var i øvrigt en utrolig smuk og charmerende lille dreng. Hans blik var utrolig intenst og ens hjerte smeltede når han kiggede på en. Vi prøvede at tro på det bedste og kunne ikke andet, end at se tiden an. Håbet om at han ville få et godt liv blev forstærket, da sygeplejersken kom på hjemmebesøg. Hun var meget imponeret over hvor stærk Noah var, med den hårde start på livet han havde haft. En af fysioterapeuterne fra hospitalet sagde endda, at hun var overbevist om, at han nok skulle komme til at gå.

Desværre varede lykken ikke længe. Efter ca. en uge hjemme, blev Noah pludselig utilpas. Til at starte med troede vi egentlig, at han bare havde problemer med maven, som de fleste andre babyer, når tarmsystemet skal i gang. Men da han så fik feber blev vi meget bekymrede og kontaktede sygehuset, hvor vi straks blev indlagt. Trods flere undersøgelser, var der ingen der kunne forklare os, hvorfor han blev ved med at have det skidt. Ingen af undersøgelserne, blodprøverne mv. gav nogle klare svar. Det var utrolig frustrerende og mit moderhjerte blødte. Efter vi havde været indlagt en uges tid, begyndte der dog atter at være fremskridt. Noah var til sidst veltilpas igen og feberfri. Trods vi ikke var blevet klogere på, hvorfor han havde været så skidt, kunne vi tage hjem igen. Selvfølgelig med aftaler om opfølgninger de kommende dage på hospitalet. Han blev fulgt tæt, men min mand og jeg stod tilbage, med en masse ubesvarede spørgsmål.

Samme aften vi blev udskrevet, blev vi ringet op midt under aftensmaden. Det var lægen fra hospitalet. Hun fortalte os, at de havde opdaget noget på de scanningsbilleder, der var blevet taget selv samme dag. Den medfødte blodprop som Noah havde, havde forårsaget to ydeligere hjerneblødninger i hjernen. Jeg udbrød: “NEJ! Det kan ikke passe. Nu må det her mareridt stoppe.” Jeg blev meget bekymret og havde meget svært ved at håndtere, at der bare hele tiden kom dårlige nyheder, hver gang vi lige troede, at det endelig gik fremad. Jeg var fuld af bekymring og fik derfor aftalt et møde med Noahs børnelæge få dage efter. Jeg troede at det betød, at vi atter skulle indlægges, men de sagde at så længe han var veltilpas, var der ingen grund til dette. Deres vurdering ud fra scanningsbillederne var, at han ikke ville få yderligere konsekvenser af hjerneblødningerne. Så lægerne var ikke bekymrede.

Vi var til hyppige kontroller på hospitalet de efterfølgende dage. Men efter kun tre dage hjemme, blev han atter utilpas og da vi ankom på hospitalet, begyndte han pludselig at krampe voldsomt. Jeg fik et chok af dimensioner og troede, at han var ved at dø i mine arme. Jeg brød ud i højlydt gråd og hele min krop faldt sammen. Det udviklede sig til tre MEGET hårde døgn, hvor Noah kæmpede en brav kamp!

Efter seks timer hvor hans kramper kom mere og mere hyppigt, kom han atter i respirator og vi skulle igen til Rigshospitalet, da de huserer de førende specialister, til at varetaget situationer som Noahs. Aldrig vil jeg glemme disse tre døgn. Aldrig vil jeg glemme at se mit lille barn krampe og selv blot stå magtesløs ved siden af. Jeg vidste på dette tidspunkt, at denne gang ville vi ikke få en lykkelig slutning. Alt gik nu i den forkerte retning og det var bare et spørgsmål om tid… Det føltes som tortur ikke at kunne redde vores lille søn. Det var vigtigt for mig hele tiden at være sikret, at han fik nok morfin, så jeg kunne være sikker på, at han ikke havde smerter. Han var jo ikke selv i stand til, at give udtryk for det. Og nu havde han været nok igennem. Han skulle ikke lide mere…

Omkring midnat samme døgn som vi ankom til Rigshospitalet, var vi til et møde med overlægen på neonatalafdelingen og overlægen på neurokirurgisk. De fortalte os at de sidste hjerneblødninger, nu desværre havde ødelagt det meste at Noahs hjerne. Der var ikke håb for, at han nogensinde ville få et velfungerende liv. De tog os med på råd om, hvad der nu skulle ske. Der var kun én ting de kunne gøre, for af afhjælpe ham, men det ville ikke ændre på den dom der var givet ift. hans fremtid. Valget var at enten kunne vi lade det gå naturens gang (med andre ord vente på, at hans krop selv gav op). Alternativt kunne de inden for få timer, stable det bedste hold sammen de havde og operere i hans hjerne, hvor de ville fjerne så meget af blødningen som overhovedet muligt, samt den væske som var ophobet og ikke kunne cirkulere og som gjorde, at han fik et kæmpe pres i hovedet. De ville derefter anlægge et dræn fra hjernen og ud. Dette var for at afhjælpe situationen her og nu og kunne måske hjælpe til, at han overlevede lidt længere. Som førnævnt ville det dog ikke ændre hans livsdom på sigt.

Vi fik noget tid til at overveje situationen. Vi blev dog hurtigt enige om, at Noah havde kæmpet en brav kamp og vi kunne ikke give op. ALT der kunne gøres for at holde ham i live og hjælpe ham skulle gøres. Så vi takkede ja til operation og kl. ca. 2-3 om natten, blev han kørt på operationsbordet og de bedste specialister kaldt blev kaldt ind.

Operationen var vellykket. Desværre gik det allerede dagen efter igen ned af bakke og det var stort set kun respiratoren der holdte ham i live. Vi besluttede os for at få ham nøddøbt på stuen på Rigshospitalet, hvor vores aller nærmeste var til stede. Det var en smuk ceremoni midt i en meget tragisk situation.

Allerede samme aften begyndte vi at snakke med lægerne om, hvor lang tid han mon havde igen. Planen var at de morgenen efter ville drøfte hans situation. Dagen efter Noahs dåb var alle læger enige om, at der ikke var mere at gøre for Noah. Der var ingen livstegn og det var kun en maskine der holdte ham i live. Det var den værste morgen i hele mit liv. At vågne velvidende om, at i dag skulle vi tage afsked, med det mest dyrebare i vores liv. Vores lille, smukke, elskede søn. Ingen forældre bør gennemgå dette og min krop var fyldt med ubeskrivelig smerte. Vi var så bange for, hvordan det hele ville forløbe. Den eneste “trøst” der var på nuværende tidspunkt, var visheden om, at han ville få fred. Han skulle ikke lide i smerte for at tilfredsstille os. Hvis hans krop ikke kunne mere, skulle han havde fred.

Afskeden var det sværeste jeg nogen sinde har skulle gøre…men samtidig også utrolig fredfyldt. Vi gjorde vores bedste for at være stærke for ham i hans sidste minutter. Vi sang og fortalte ham, at når han var klar skulle han tage afsted med englene. Vi fortalte ham at vi var så utrolig stolte af ham og at vores ubetingede kærlighed, ingen ende havde. Han ville altid være en stor del af os og være med os både i hjertet og i sindet.

Noah døde d. 3. november 2014. Én måned og én dag gammel.

Læs tredje og sidste del om Anne Stine og Noah i morgen.

Man er velkommen til at lægge en kommentar til Anne Stine.

Direkte link til

Hun mistede sin lille søn #1

Hun mistede sin lille søn #3