Ærlig snak

Hun mistede sin lille søn #2

20170305_134920

Indlægget er udgivet med det formål, at støtte de der har mistet, samt give gode råd til de der skulle opleve, at en bekendt mister. Bemærk; barsk læsning. 

Læs Hun mistede sin lille søn #1 HER.

Anne Stine fortæller:

Noah blev født på selve terminsdatoen d. 2. oktober 2014. Jeg havde haft en perfekt og uproblematisk graviditet. Jeg var mere end lykkelig og taknemmelig over, at det endelig var min tur, til at opleve det som jeg anser for værende det største mirakel i livet.

Fødslen startede med at vandet gik. Fødslen skred dog ikke helt frem som forventet og det endte med at være en længerevarende affære. Det tog således 29 timer, inden vores lille Noah kom til verden. Han var meget svag og slap, da han endelig kom ud, så jeg nåede kun at holde ham kortvarigt, inden læger og jordemødre tog over. Der var en masse på stuen og min søde jordemoder prøvede at berolige mig – men min intuition fortalte mig, at noget var galt. Noah og hans far blev overflyttet til neonatalafdelingen (afdelingen for nyfødte), hvor læger og sygeplejersker kunne observere ham og give ham den bedste hjælp. Det lod til at der var kommet en smule ro på.

Pludselig observerede en opmærksom sygeplejerske dog, at han havde kramper. Før vi vidste af det, fik han scannet sit hoved og de opdagede hurtigt, at noget var helt galt. Blot fem timer efter fødslen, kom Noah akut i respirator, og vi skulle med hast til Rigshospitalet. En ambulance med politieskorte fragtede Noah der til. Min mand og jeg kørte efter i en taxa. Det stod os nu klart, at Noah var i stor livsfare. Vi var i chok! Hvordan kunne det gå så galt? Hvorfor? Får vi ham overhovedet nogensinde med hjem? Er det her en ond drøm? I så fald PLEASE lad mig vågne nu… Det hele var så uvirkeligt og både Noahs far og jeg var totalt knuste. Fødslen havde været sej og langtrukken og vi havde ingen søvn fået. Så når lægerne sagde noget, skulle vi virkelig koncentrere os, for at forstå bare en lille smule af, hvad det var der skete. Det var svært at forstå præcist hvad der blev sagt og samtidigt skulle rumme, at alt i vores verden var faldet sammen. Det var som om at der var sprunget en bombe og der bare var én stor og rungende hylelyd, alt i mens kaos og smerte havde overtaget vores kroppe. Vi var total uforberedte på, at det overhovedet var en mulighed, at det kunne gå så galt.

Specialisterne på Rigshospitalet fandt frem til, at Noah få dage inden fødslen, havde fået en blodprop i hjernen. Det resulterede i, at hele højre side af hjernen var negativt påvirket og faktisk helt ude af funktion. Lægerne fortalte at det var “sort uheld”. Der var med andre ord ingen årsag til, hvorfor denne blodprop var opstået. Vi kunne hverken have gjort fra eller til. På mirakuløs vis overlevede Noah de første meget kritiske døgn, og for hver dag blev håbet større. Vi vidste at vi gik en fremtid i møde, med en handicappet søn og var naturligvis bekymret på Noahs vegne, ift. hvilket liv han havde foran sig. Ingen kunne fortælle os i hvilken grad, han ville blive mærket af dette, så vi gjorde os mange tanker og snakkede meget om de forskellige scenarier, som fremtiden potentielt kunne byde på. På kun kort tid var drømmen blevet afløst af utrolig mange bekymringer og vi så hurtigt i øjnene, at alle de planer vi havde drømt om, var blevet erstattet med et helt andet liv, som vi nu skulle til at indstille os på og forberede os på. Det ændrede dog ikke ved, at vi var fuldstændig forelskede i vores lille Noah og ville gøre alt i vores magt, for at give ham de bedste vilkår. Vi snakkede bl.a. om, at jeg kunne opsige mit job og passe ham fuldtid. Vi kiggede hinanden i øjnene flere gange og bekræftede hinanden i, at vi sammen kunne klare det og at vi ville gøre ALT for ham.

noah5

Vi var meget taknemmelige, da Noah efter fire døgn gjorde positive fremskridt. Efter blot ti dage på neonatalafdelingen, var vi klar til at komme hjem. Noah blev ammet og fungerede fuldstændig ligesom alle andre babyer. Vi nød tiden med ham og han var en sand mirakel baby. Vi nåede at have en fantastisk uge hjemme hvor familie og venner kom, for at se vores smukke Noah! Vi var så utrolig stolte af ham og vi glemte næsten helt, hvor syg han egentlig var. Man kunne ingenting se på ham og han virkede veltilpas og var i øvrigt en utrolig smuk og charmerende lille dreng. Hans blik var utrolig intenst og ens hjerte smeltede når han kiggede på en. Vi prøvede at tro på det bedste og kunne ikke andet, end at se tiden an. Håbet om at han ville få et godt liv blev forstærket, da sygeplejersken kom på hjemmebesøg. Hun var meget imponeret over hvor stærk Noah var, med den hårde start på livet han havde haft. En af fysioterapeuterne fra hospitalet sagde endda, at hun var overbevist om, at han nok skulle komme til at gå.

Desværre varede lykken ikke længe. Efter ca. en uge hjemme, blev Noah pludselig utilpas. Til at starte med troede vi egentlig, at han bare havde problemer med maven, som de fleste andre babyer, når tarmsystemet skal i gang. Men da han så fik feber blev vi meget bekymrede og kontaktede sygehuset, hvor vi straks blev indlagt. Trods flere undersøgelser, var der ingen der kunne forklare os, hvorfor han blev ved med at have det skidt. Ingen af undersøgelserne, blodprøverne mv. gav nogle klare svar. Det var utrolig frustrerende og mit moderhjerte blødte. Efter vi havde været indlagt en uges tid, begyndte der dog atter at være fremskridt. Noah var til sidst veltilpas igen og feberfri. Trods vi ikke var blevet klogere på, hvorfor han havde været så skidt, kunne vi tage hjem igen. Selvfølgelig med aftaler om opfølgninger de kommende dage på hospitalet. Han blev fulgt tæt, men min mand og jeg stod tilbage, med en masse ubesvarede spørgsmål.

Samme aften vi blev udskrevet, blev vi ringet op midt under aftensmaden. Det var lægen fra hospitalet. Hun fortalte os, at de havde opdaget noget på de scanningsbilleder, der var blevet taget selv samme dag. Den medfødte blodprop som Noah havde, havde forårsaget to ydeligere hjerneblødninger i hjernen. Jeg udbrød: “NEJ! Det kan ikke passe. Nu må det her mareridt stoppe.” Jeg blev meget bekymret og havde meget svært ved at håndtere, at der bare hele tiden kom dårlige nyheder, hver gang vi lige troede, at det endelig gik fremad. Jeg var fuld af bekymring og fik derfor aftalt et møde med Noahs børnelæge få dage efter. Jeg troede at det betød, at vi atter skulle indlægges, men de sagde at så længe han var veltilpas, var der ingen grund til dette. Deres vurdering ud fra scanningsbillederne var, at han ikke ville få yderligere konsekvenser af hjerneblødningerne. Så lægerne var ikke bekymrede.

noah3

Vi var til hyppige kontroller på hospitalet de efterfølgende dage. Men efter kun tre dage hjemme, blev han atter utilpas og da vi ankom på hospitalet, begyndte han pludselig at krampe voldsomt. Jeg fik et chok af dimensioner og troede, at han var ved at dø i mine arme. Jeg brød ud i højlydt gråd og hele min krop faldt sammen. Det udviklede sig til tre MEGET hårde døgn, hvor Noah kæmpede en brav kamp!

Efter seks timer hvor hans kramper kom mere og mere hyppigt, kom han atter i respirator og vi skulle igen til Rigshospitalet, da de huserer de førende specialister, til at varetaget situationer som Noahs. Aldrig vil jeg glemme disse tre døgn. Aldrig vil jeg glemme at se mit lille barn krampe og selv blot stå magtesløs ved siden af. Jeg vidste på dette tidspunkt, at denne gang ville vi ikke få en lykkelig slutning. Alt gik nu i den forkerte retning og det var bare et spørgsmål om tid… Det føltes som tortur ikke at kunne redde vores lille søn. Det var vigtigt for mig hele tiden at være sikret, at han fik nok morfin, så jeg kunne være sikker på, at han ikke havde smerter. Han var jo ikke selv i stand til, at give udtryk for det. Og nu havde han været nok igennem. Han skulle ikke lide mere…

Omkring midnat samme døgn som vi ankom til Rigshospitalet, var vi til et møde med overlægen på neonatalafdelingen og overlægen på neurokirurgisk. De fortalte os at de sidste hjerneblødninger, nu desværre havde ødelagt det meste at Noahs hjerne. Der var ikke håb for, at han nogensinde ville få et velfungerende liv. De tog os med på råd om, hvad der nu skulle ske. Der var kun én ting de kunne gøre, for af afhjælpe ham, men det ville ikke ændre på den dom der var givet ift. hans fremtid. Valget var at enten kunne vi lade det gå naturens gang (med andre ord vente på, at hans krop selv gav op). Alternativt kunne de inden for få timer, stable det bedste hold sammen de havde og operere i hans hjerne, hvor de ville fjerne så meget af blødningen som overhovedet muligt, samt den væske som var ophobet og ikke kunne cirkulere og som gjorde, at han fik et kæmpe pres i hovedet. De ville derefter anlægge et dræn fra hjernen og ud. Dette var for at afhjælpe situationen her og nu og kunne måske hjælpe til, at han overlevede lidt længere. Som førnævnt ville det dog ikke ændre hans livsdom på sigt.

Vi fik noget tid til at overveje situationen. Vi blev dog hurtigt enige om, at Noah havde kæmpet en brav kamp og vi kunne ikke give op. ALT der kunne gøres for at holde ham i live og hjælpe ham skulle gøres. Så vi takkede ja til operation og kl. ca. 2-3 om natten, blev han kørt på operationsbordet og de bedste specialister kaldt blev kaldt ind.

20170305_134615

Operationen var vellykket. Desværre gik det allerede dagen efter igen ned af bakke og det var stort set kun respiratoren der holdte ham i live. Vi besluttede os for at få ham nøddøbt på stuen på Rigshospitalet, hvor vores aller nærmeste var til stede. Det var en smuk ceremoni midt i en meget tragisk situation.

noah-doebes

Allerede samme aften begyndte vi at snakke med lægerne om, hvor lang tid han mon havde igen. Planen var at de morgenen efter ville drøfte hans situation. Dagen efter Noahs dåb var alle læger enige om, at der ikke var mere at gøre for Noah. Der var ingen livstegn og det var kun en maskine der holdte ham i live. Det var den værste morgen i hele mit liv. At vågne velvidende om, at i dag skulle vi tage afsked, med det mest dyrebare i vores liv. Vores lille, smukke, elskede søn. Ingen forældre bør gennemgå dette og min krop var fyldt med ubeskrivelig smerte. Vi var så bange for, hvordan det hele ville forløbe. Den eneste “trøst” der var på nuværende tidspunkt, var visheden om, at han ville få fred. Han skulle ikke lide i smerte for at tilfredsstille os. Hvis hans krop ikke kunne mere, skulle han havde fred.

Afskeden var det sværeste jeg nogen sinde har skulle gøre…men samtidig også utrolig fredfyldt. Vi gjorde vores bedste for at være stærke for ham i hans sidste minutter. Vi sang og fortalte ham, at når han var klar skulle han tage afsted med englene. Vi fortalte ham at vi var så utrolig stolte af ham og at vores ubetingede kærlighed, ingen ende havde. Han ville altid være en stor del af os og være med os både i hjertet og i sindet.

Noah døde d. 3. november 2014. Én måned og én dag gammel.

Læs tredje og sidste del om Anne Stine og Noah i morgen.

Man er velkommen til at lægge en kommentar til Anne Stine.

Direkte link til

Hun mistede sin lille søn #1

Hun mistede sin lille søn #3

You Might Also Like

30 Kommentarer

  • Reply
    Katrine
    7. marts 2017 at 10:27

    Det gør mig så ondt for jer. Tak fordi du deler! Det er så vigtigt, at spædbarnsdød – og sorgen, der følger med – bliver aftabuiseret. Ingen fortjener at gennemgå noget så forfærdeligt uden en hær af venner og families opbakning.

  • Reply
    Carina
    7. marts 2017 at 11:31

    Tusind tak fordi du deler din historie. Jwg hverken kan eller vil prøve at sætte mig ind i de følelser i har haft men jeg er sikker på du hjælper andre ved at fortælle din historie.
    Jeg glæder mig til st læse næste del er sikker på du kan lære os en masse.
    Med ønsket om den bedste fremtid.
    PS sikke en køn dreng i fik, han ville have smeltet mange pigehjerter.

    • Reply
      Musli ziberi
      1. oktober 2020 at 4:33

      Stakkels dig ..jeg ? først nu set hvad du været igennem . Håber inshallah din søn r kommet rette sted ..

  • Reply
    Marie
    7. marts 2017 at 11:52

    Kære Anne Stine. Det gør mig ondt med jeres tab. Ingen forældre skulle opleve at miste et barn. Han ser så dejlig ud på billederne. Det er smukt at du deler, tror det kan komme mange (inklusive mig selv) til gavn. Det er ikke altid let at vide, hvordan man skal reagere på andres sorg, men de fleste vil gerne gøre det rigtige. Alt godt.

  • Reply
    www.skøreliv.dk
    7. marts 2017 at 11:55

    Sikke mange tårer, der vælter ud af mine øjne og mit hjerte lige nu! Det gør mig virkelig ondt, og som du skriver: Ingen bør opleve dette! Hvor er det grusomt. Samtidig tænker jeg også at den måned I havde med ham selvfølgelig er uvurdelig! Hvor er I heldige at I fik lige ham, for hvor ser han dog bare smuk, fin og perfekt ud! ❤️
    Jeg har en gammel bekendt, som også mistede en lille dreng, men han var dog ældre end jeres lille Noah. Det er nu mange år siden det skete, jeg vil tro en seks års tid, og når man spørger, siger hun: “Vi er i dag en lykkelig familie med en stor sorg. Man kommer sig aldrig over det, men man lærer at leve med det.”
    Jeg kan på ingen måde forestille mig, hvor sønderrevet dit hjerte er, og jeg skriver ikke ovenstående for at virke klog, bedrevidende eller for at komme med gode råd, men som et slags virtuelt kram. Jeg håber, at alle de mange tårer som alle indlæggets læsere fælder mens de læser din beretning kan lindre en lillebitte smule. De allervarmeste tanker og tårer fra mig! ❤️

  • Reply
    Charlotte
    7. marts 2017 at 13:02

    Hvor er livet uretfærdigt.. men Noah har haft de bedste og mest omsorgsfulde forældre da det virkelig var nødvendigt! Han var en meget fin lille fyr, virkelig fin! Det må være så barsk at sku tage afsked med sit barn.. jeg håber I hjælper hinanden videre i sorgen og mindes ham som den fine dejlige dreng han var!

  • Reply
    Lærke
    7. marts 2017 at 14:17

    Kære Anne Stine. Jeg sender dig utrolig mange tanker og virtuelle kram, for sikke en historie. Jeg takker for indsigt i din historie og modet til at skrive – det er simpelthen så flot, at du kan det.

    Jeg kan overhovedet ikke sætte mig ind i, hvor knust du må være. Selv har jeg mistet to under graviditeten, men aldrig kunne jeg selv være så stærk efter at have oplevet følelsen af først at være mor. Men igen, så flot at du har anerkendt hændelsen og derfor kan dele dine tanker med andre.

    De varmeste tanker og et rørende tak herfra <3

  • Reply
    Lena
    7. marts 2017 at 14:59

    Kære Anne Stine
    Skriver egentlig aldrig kommentarer til blogindlæg, men bliver simpelthen nødt til at sende dig et par ord.
    Din fortælling om jeres smukke søn har rørt mig dybt. Tak for din åbenhed og tak for at sætte ord på jeres fortælling.
    Kh Lena

  • Reply
    Camilla Højgaard
    7. marts 2017 at 19:20

    Kære Anne-Stine. Sikke en dejlig dreng! ❤ Jeg er dybt rørt. Jeg er selv lige blevet mor og jeg kan ikk forestille mig den kamp du og dine nærmeste har været igennem og så alligevel lidt, Jeg mistede selv en fætter da han var 8 år pga sjælden sygdom, hvor forældrene kæmpede i mange år, Stillede mange spørgsmål uden svar. Hvorfor, hvordan?
    Det er så uretfærdig at børn skal tages fra os i så tidlig en alder. Tak for din historie, tak for din ærlighed tak fordi i bringer en historie om dette ingen rigtig tør snakke om!
    Jeg håber i begge har det godt trods alt. Dejligt i har holdt ved i alle disse år.

    Mvh Camilla (fra efterskolen)

  • Reply
    Janni
    7. marts 2017 at 19:30

    Ingen ord kan på nogen måde rumme den medfølelse og uretfærdighed jeg føler når jeg læser dine ord. Noah så ud til at være en fantastisk lille dreng, og omend meningsløst på alle kanter og sider, så er jeg uendelig taknemlig for din styrke til at fortælle hans og jeres historie. ❤ jeg håber i er et sted i dag hvor i kan savne ham og huske de små gode stunder oveni alle de sørgelige.. hvis ikke i er der, håber jeg at i når det en dag❤

  • Reply
    Sofie
    7. marts 2017 at 19:31

    Jeg får fysisk ubehag. Det er fuldstændig forfærdeligt- ingen forældre fortjener at opleve det allerværste. Hvor var han bare en dejlig lille dreng, Jeg håber at I, på en eller anden måde, er kommet bare en smule ud på den anden side. Jeg er selv blevet mor for snart 1 år siden.
    Stort knus skal du have, og tak for at dele den historie. Stor respekt her fra.

  • Reply
    Trine
    7. marts 2017 at 19:37

    Med tårnene trillende ned af mine kinder sidder jeg her pg putter min lille baby, mit guld. Hvor er du dog stærk at du kan skrive sådan en smuk beretning. En hver forældres mareridt.
    Jeg har lige sendt et kys op til Noah samtidig med jeg kyssede mig datter godnat.

  • Reply
    Mia
    7. marts 2017 at 19:41

    Smukkeste lille dreng ❤️❤️❤️ Det gør mig ufattelig ondt, så stærkt at du vil dele din barske historie ❤️❤️

  • Reply
    Trine B
    7. marts 2017 at 19:41

    Kære Anne Stine
    Hvor er han smuk, din lille dreng!! Din fortælling berør mig dybt. Jeg sidder og læser den mens jeg nusser en lille hånd. En lille hånd der kom til verden, kun 3 dage efter at du ikke kunne få lov at nusse mere på din. Hvor er det uretfærdigt og urimeligt.
    Det er barskt at læse. Men alligevel formår jeg sikkert slet ikke at forstå halvt, hvor barskt din virkelighed er. Alle gode tanker til dig. Trine

  • Reply
    Anna Sofie Slot // PSYKOBLOGGEN
    7. marts 2017 at 19:42

    Kære Anne Stine. Tak for din fortælling. Den rører ved hele følelsesregistret, så jeg kan kun forestille mig, hvordan det har været at gennemleve. Det virker, som om Noah var den største gave, I kunne få, om end han var her så kort. Jeg tror også, I gav ham den bedste gave, han kunne få – den afsked han fik. ❤️

  • Reply
    Tanja
    7. marts 2017 at 19:47

    Med tårerne rullende ned af kinderne læser jeg din historie og ser billederne af din smukke dreng. Han ser vidunderlig ud ❤
    Så uretfærdigt at I mistede ham så tidligt. Han er smuk stjerne i himlen.
    Stort kram til jer ❤

  • Reply
    Helene Roelsgaard
    7. marts 2017 at 20:18

    Kære Anne Stine.
    Tak for at du deler din historie og derved ære mindet om din smukke søn. Jeg føler med dig og din familie og kan kun levende forestille mig,hvilket mareridt I har været igennem. Han er et bedre sted nu og venter på den dag, I igen kan være sammen.❤

  • Reply
    Pernille
    7. marts 2017 at 20:23

    Jeg har ingen ord og kan slet ikke forestille mig din smerte. Små fødder sætter dybe spor – det gør din fortælling også. Og hvor var han dog smuk jeres søvn. Savnet må være ubærligt – jeg sender dig masser af tanker ❤

  • Reply
    Emilie
    7. marts 2017 at 20:27

    Puha!😱 Sidder med en klump i maven. Ingen forældre burde opleve sådan noget 😢 Tak for at skrive din historie.

  • Reply
    Lotte Ravn
    7. marts 2017 at 20:53

    Jeg kysser mine børn en ekstra gang i aften og sender masser af tanker til Anne Stine og hendes mand💙 5 min af ens tid kan hurtigt sætte alting i perspektiv 😢 Men så vigtigt at I taget emnet op❤️

  • Reply
    Charlotte
    7. marts 2017 at 21:18

    Puha det er stærk læsning! Det burde ingen mennesker få lov til at gå igennem 💔 Sidder og græder og tænker på jer som forældre. Flot du kan skrive om det! Håber i gør Noah til storebror en dag 💙

  • Reply
    Tina
    7. marts 2017 at 21:31

    Kære Anne Stine
    Tak for at ville dele jeres historie om Noah. Så intens kærlighed jeg mærkede i hver linie, og så stort et savn.
    Tanker til dig og din familie.

  • Reply
    Astrid Givard / mistetspaedbarn.dk
    7. marts 2017 at 21:42

    Kære Anne Stine. Hold op hvor er Noah smuk! Tusind tak fordi du deler jeres historie! Det er så rørende og hårdt at læse.
    Ofte har jeg ønsket, at jeg fik vores døde søns åbne øjne at se. Den måde, du beskriver Noahs blik på, giver mig følelsen af at kende min søns blik, selvom jeg aldrig så det. (Han døde i maven lige efter termin.) Tak <3

  • Reply
    Trine
    7. marts 2017 at 21:55

    Puha det burde ingen forældre opleve😥 Sidder og stor tuder.. hvor er det sejt at du deler jeres historie..
    hvor er han en smuk lille dreng❤
    Håber i blir forældre igen så i kan blive forældre til 2 smukke børn.. et engel barn og et i kan få lov at se vokse op❤

  • Reply
    Maria Durup Larsen
    7. marts 2017 at 22:10

    Kære Anne Stine.
    Tak for din historie. Hvor er det rørende og hjerteskærende læsning. Jeg føler den dybeste medfølelse for dig og din mand. Som mor kan jeg sagtens sætte mig ind i, hvor smerteligt jeres tab er. Det er så ubeskriveligt forkert, at I skulle miste jeres smukke baby.
    Hvor er det stærkt, at du har mod på at dele dit livs mareridt. På den måde vil lille Noah leve videre, også i os som ikke kendte ham.
    Mange tanker og håb om en lys fremtid med kærlighed til dig og din familie.
    Bedste hilsner Maria

  • Reply
    Camilla
    7. marts 2017 at 22:45

    Kære Anne Stine. Din fortælling om jeres tid med Noah rør mig til tåre. Tak fordi du deler noget så smukt, sårbart, frygteligt. Og tak for at lade Noah gøre indtryk på mit liv. Sikke en stærk, sej og tapper dreng i har fået.

  • Reply
    Maya
    8. marts 2017 at 4:51

    Kæreste Anne Stine <3
    Jeg har ingen ord, ingen tanker, ingenting efter at have læst din historie. Kun mindybeste dybeste medfølelse for dit alt for store og dybt urimelige tab og oplevelser. Hvis vi nogensinde møder hinanden, ville du få det største og længste knus i verden.
    De kærligeste tanker fra mig

  • Reply
    Louise
    8. marts 2017 at 9:36

    Puha, sikke en hjerteskærende, frygtelig historie, Anne Stine har været igennem. Jeg håber aldrig at jeg eller nogen af mine nærmeste skal igennem dette! Tak fordi du deler, jeg er sikker på, at det hjælper en masse <3 Kærlige tanker, Louise

  • Reply
    Celina
    25. juni 2017 at 7:43

    Kæreste Anne Stine.
    Jeres historie berørte mig dybt. Jeg sender Jer mine varmeste tanker til Jer ❤️

    • Reply
      Lillemor
      25. juni 2017 at 9:27

      Tak for din kommentar Celina!

Skriv et svar til Lillemor Anuller svar