Ærlig snak

“Da lastbilen kørte over mig, sagde jeg i mit indre farvel til mine drenge”

20190310-082848.jpg

Jeg har i lang tid tænkt at jeg gerne ville lave en stribe indlæg, om kvinder der i mine øjne er pisse seje og inspirerende. Kvinder der i én eller anden udstrækning har oplevet, når livet har taget røven på dem. Det er kvinder der enten har truffet et valg eller oplevet noget, som de færreste kommer til. Måske endda noget som mange frygter vil ske for dem… Men de her kvinder står midt i det. På trods af det, har jeg set dem smile og grine og sige: “Jeg skal nok komme stærkere ud på den anden side!”. Måske de ikke altid føler sig stærke! Og måske følelsen også ofte er blevet erstattet med tårer… Uanset er de en kæmpe inspiration for mig. For de har vist mig, at selvom livet havde andre planer for dem, end de selv havde…så har de valgt at tage kampen op. Derfor vil jeg give dem noget spalteplads her på min blog. Fordi de fortjener det og fordi dig der læser med, fortjener at blive inspireret af de her enormt seje damer. Du er mere end velkommen til at smide en kommentar i bunden af indlægget, for at vise din support! Og hvis du selv har oplevet noget, som du tænker kan være med til at inspirere andre, så skriv endelig en Email til mig på lillemorblog@gmail.com.

Sidste år sad jeg hos frisøren og tjekkede Facebook. Pludselig læste jeg en statusopdatering fra min gamle kollega Dorthe. Hun fortalte at livet havde ændret sig på et split sekund..hun var nemlig blevet kørt over af en lastbil. Jeg har fulgt hendes ord tæt på de sociale medier lige siden. Hendes ord er ganske enkelt inspirerende. Hun har nu oprettet en blog EtSkridtForan (instagram @etskridtforan.dk) og jeg vil anbefale dig at følge med, for positive ord og optimisme! Hendes første skriv har jeg fået lov at dele her på bloggen også. Tag rigtig godt imod Dorthe ♥

Det var den sidste dag i skolernes juleferie og jeg skulle i aftenvagt. Jeg havde været i træningscentret med Mathias, som er min yngste søn på 15 år. Da vi var færdige, handlede vi ind og spiste en god frokost sammen. Da jeg puttede min madpakke i cykelkurven og cyklede på job, følte jeg mig glad indeni. Det havde indtil videre været en god dag og den var kun lige begyndt. Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Det gjorde jeg altid. Det lyder måske lidt for godt til være sandt, men det var sådan det var. Jeg havde verdens bedste job og de skønneste kollegaer på Fødegangen i Roskilde. Jeg har faktisk aldrig været så glad for at gå på arbejde, som efter jeg blev ansat der.

På vej, i godt humør og godt træd i pedalerne, nærmede jeg mig lyskrydset. Da jeg konstaterede at der var grønt lys, fortsatte jeg ligeud. Og så skete det. Det gik nærmest som i slowmotion. Og alligevel så hurtigt at jeg nærmest ikke fattede det. Fra jeg mærkede det første bump, da lastbilen ramte mig og til jeg lå på asfalten, nåede jeg at tænke; “Det her en højresvingsulykke, det dør man sgu af!”. Jeg skreg. Et skrig jeg ikke vidste jeg havde i mig, men det var mit eneste “forsvar”. Da lastbilen kørte over mig sagde jeg i mit indre farvel til mine drenge; “Mor elsker jer!”. Og i et øjeblik blev alt stille.

Til min forundring besvimede jeg ikke. Jeg kunne høre mennesker omkring mig og opfangede en masse tumult. De første mange øjne jeg prøvede at fange, var fulde af frygt, angst og panik. Så lukkede jeg mine øjne. Jeg ville bare “forsvinde væk”. En kvindestemme kaldte på mig og aede min kind, jeg slap ikke hendes øjne igen. Der var gode mennesker omkring mig. Nogen havde lagt en jakke over mig. Mine hænder blev holdt varme, mine tårer blev tørret væk og beroligende ord imellem sirenernes hylen og menneskemassens tumult fyldte mig.

Jeg havde ondt, men jeg kunne ikke rigtig få forbindelse til min underkrop og lokalisere smerterne. Min sygeplejefaglighed sagde mig, at det her ikke var godt. Da lægen ankom til stedet og sagde at de havde ringet efter helikopteren, som skulle flyve mig til Rigshospitalet, vidste jeg at det var slemt. De besluttede at få mig væk fra den kolde asfalt og ind i en varm ambulance, indtil helikopteren kom. Da de løftede mig op på båren, fik jeg den forbindelse til min underkrop, som jeg havde manglet. Smerten var ulidelig. Lægen gav mig en maske på og sagde at de ville lægge mig til at sove og at de nok skulle passe på mig. Det var en lettelse og min krop overgav sig hurtigt til bedøvelsen.

Da de vækkede mig fra min koma, føltes det som om jeg svævede. Jeg kunne intet mærke og det føltes som om, at det kun var mit hoved der eksisterede. En sygeplejerske talte til mig. Ordene virkede usammenhængende. Hun gav mig en kuglepen i hånden og lagde en blok på mit bryst. Hun forklarede, at jeg havde en tube i halsen (at jeg var intuberet) og derfor ikke kunne tale. Der kom en masse mennesker i hvide kitler og stod omkring min seng. Jeg kunne ikke se deres ansigter, men jeg kunne høre hvad de sagde. De fortalte mig, at de havde været nødt til at amputere mit venstre ben. Og at det højre ben var så medtaget, at de lige nu ikke vidste om det kunne reddes. Mit bækken var brækket og fikseret med utallige skruer og et stort stativ. En af de hvide kitler talte om mere end 1 års indlæggelse og igen lukkede jeg mine øjne. Jeg ville bare gerne væk. En sorg så stor og jeg lå helt alene. Sygeplejersken fortalte mig at klokken var 01 om natten. De havde været i kontakt med min familie og min far ville komme næste morgen. Alle i min familie bor i Jylland. Så der var 300 km. imellem os. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så alene før. Mine tanker fløj omkring. Jeg vidste at min veninde Majse havde taget sig af Mathias. For det nåede jeg at bede om i ambulancen, inden de bedøvede mig. Så prøvede jeg at skrive min anden veninde Tanias navn på blokken. Det lykkedes efter utallige forsøg.

Lyden af hendes velkendte skridt på hospitalsgangen der midt om natten, var en kæmpe lettelse. Da hun kom, kunne jeg endelig bryde sammen. Nu var jeg ikke længere alene med min sorg og min angst.

Dagen efter kom min far og min faster. Det var så hårdt at se dem kede af det og jeg havde selv rigtig svært ved at rumme min egen sorg. I det hele taget var alle de første besøg rigtig svære. For min rolle her i livet var forandret. Dagen hvor jeg skulle se mine drenge Markus og Mathias for første gang, føltes det som at blive kørt over en gang til. Det er det sværeste jeg nogensinde har oplevet. At miste min rolle som mor. Det var sådan jeg følte det. At jeg ikke længere var den samme mor og ikke vidste, om jeg nogensinde ville kunne blive en mor igen. Den mor jeg gerne vil være. At se deres ulykkelige øjne. Deres frygt og angst og at jeg i dette øjeblik absolut intet kunne gøre. Jeg lå bare der og vidste ikke hvordan fremtiden ville tegne sig. Det gjorde så forbandet ondt. Vi sagde ikke mange ord, men holdt bare i hånd. Markus havde tegnet en tegning af mig med protese på…det var hans måde at vise mig, at han troede på mig. Og det eneste ønske jeg havde, var at kunne være deres mor igen. Den mor som de kendte. Min eneste trøst lige der, var at de begge var i trygge hænder hos deres far og papmor.

Den næste tid på Riget var med operationer hver anden dag. Mit højre ben som de forsøgte at redde, skulle have transplanteret nyt hud som de “høstede” fra min ryg og min arm. Der blev også genbrugt lidt hud fra det ben de havde amputeret. Et lille bitte stykke af gangen, helede den nye hud på benet op og risikoen for at jeg skulle miste det, var ikke længere på spil. Jeg var sengeliggende i næsten 2 1⁄2 måneder. Kunne og måtte ganske enkelt ikke andet. Ved alle mine operationer, som endte med at blive til 15 i alt, sad min veninde Majse ved min side, når jeg vågnede op fra narkosen. Min veninde Tania hjalp mig med at give informationer til mine kollegaer, familie, venner og mine børn. De to piger gav mig og mine nærmeste så meget kærlighed og omsorg, at jeg kunne give mig selv lov til at hele. Som Tania tit sagde; “Vi tager én time ad gangen skat”.

At ligge i den seng 24-7, er noget af det hårdeste jeg har prøvet. Det meste af tiden kunne jeg kun ligge på ryggen. Om natten vågnede jeg tit pga smerter eller mareridt. I lyset fra alle de maskiner jeg var tilkoblet, syntes jeg at sengen lignede en kiste uden låg. Sætningen “Hvor har du været heldig!”, er en sætning jeg hader. Jeg ved, at det er kærligt ment. Men månedsvis i en sygehusseng, på et toiletbækken og det der er værre, så er “heldig” ikke det rette ord.

Personalet på brandsårsafdelingen og på orthopædkirurgisk afdeling, er de bedste terapeuter jeg har kunnet ønske mig. Jeg forstår stadig ikke, hvordan de kunne få mig til ikke at opgive livet. Men det gjorde de. De forstod at trøste og at give omsorg. At få mig til at kæmpe på de rigtige tidspunkter. De kendte mig til sidst så godt, at ord blev overflødige. En dag da jeg skulle køres til endnu en operation sagde portøren; “Luk du bare dine øjne, så skal jeg nok formidle dine instruktioner, når vi kommer derned”. Mine faste ritualer med at lukke øjnene, allerede når jeg blev hentet på stuen og mine små instruktioner til operationspersonalet, havde portørerne nu oplevet så mange gange, at jeg som en anden VIP patient bare kunne lukke mine øjne.

Jeg havde besøg af skønne kollegaer, veninder/venner, familie og mine drenge så tit jeg ville. Søde beskeder på alle platforme, og så meget kærlighed i min retning fik mig til at indse, at det her kunne jeg godt og at jeg langt fra var alene. Jeg ville godt kunne blive en mor igen for mine drenge. Genoptræningen var hård og barsk. Den startede i det helt små, mens jeg stadig var sengeliggende og fortsatte med fysioterapeuterne i træningslokalet, da jeg kunne komme ud af sengen. Min genoptræning fortsætter og er stadig til tider en sej omgang. For man kan ikke snyde sig ud af det. Ikke hvis man vil fremad. Man kan heller ikke bare lukke sine øjne og forsvinde. For så forsvinder det ønske jeg har.

Genoptræningen på Riget blev mit andet hjem under min indlæggelse. Og personalet nede i stueetagen vil altid være i mit hjerte. Vi trænede ikke kun det fysiske men også det psykiske. Vi talte om drømme og håb for fremtiden. I lang tid tænkte jeg på, om jeg overhovedet havde nogle drømme. De lærte mig, at det ikke behøver at være højt ragende drømme. Nogen vil måske gerne løbe et marathon, bestige et bjerg eller vandre i Amazonas. Men sandheden for mig er, at jeg før min ulykke ikke var synderlig interesseret i sport. Og det er jeg stadig ikke. Inden ulykken havde jeg ingen ambitioner med min træning. Ikke andet end at det gav mig lov til at spise en ekstra kage. Så min drøm blev klar for mig. Jeg vil bare gerne være mig! Og en mor for mine drenge. Jeg vil være den bedste version af mig selv. Jeg vil gerne kunne handle ind i Netto, uden at skulle tænke på, om handicap P-pladsen er ledig. Jeg vil gerne rejse ud i verden med mine drenge og få oplevelser for livet, uden at skulle begrænses fysisk. Jeg vil gerne kunne danse i en sommernat med mine veninder. Jeg vil gerne have en kittel på igen og kunne passe mit job. Og jeg vil gerne kunne tage mig af min familie, uden at de skal bekymre sig unødigt om mig.

Jeg har dage hvor jeg vågner og tænker at jeg virkelig ikke orker mere. Men heldigvis er der nu efter 8 måneder på Riget og 5 måneder hjemme, flere gode dage end dårlige. Ja, det har været pisse hårdt. Men når jeg kæmper, så kæmper jeg for mine drenge. Jeg vil vise dem, at intet i denne verden kan forhindre mig i at være den bedste mor for dem. Selvfølgelig ser de også når jeg har dårlige dage. Dem kan jeg ikke skjule for hverken jeg selv eller mine nære.

Nu skal jeg ud i verden igen og jeg kan ikke længere bare lukke øjnene. For jeg skylder mig selv ikke kun at overleve, men at leve.

Tusind tusind tak til dig Dorthe, for at dele denne historie! Du er så sej i mine øjne og du får mig til at indse at uanset hvad der skulle ske i fremtiden, som vi ikke selv er herre over, så er det sindet der guider os mod et godt liv. Til alle jer der læser med: Jeg vil anbefale jer at følge med hos Dorthe på bloggen EtSkridtForan (Instagram @etskridtforan.dk). Jeg elsker i øvrigt navnet!!

Hvis I vil læse om en anden sej kvinde fra denne Føljeton, så klik HER og du vil møde Linnea, som ikke havde tænkt sig at vente på en mand for at få sin store drøm opfyldt… Nemlig at få et barn. Husk at du er mere end velkommen til at skrive din historie til mig  hvis du også har oplevet at livet tog en uventet drejning.

You Might Also Like

7 Kommentarer

  • Reply
    Charlotte
    10. marts 2019 at 12:29

    Sikke en rørende historie. Tårerne trængte sig på flere gange. Det varmer at læse, om alle de der løfter og støtter – at der stadig er steder i sygehusvæsenet med ressourcer til det. Tak for at dele..

  • Reply
    Lise
    10. marts 2019 at 20:43

    Hvor er det sejt. Sikke en styrke det må kræve at komme ud på den anden side efter sådan et forløb.

  • Reply
    Maria
    10. marts 2019 at 21:10

    Kære Dorthe
    Sikke et flot skriv du har lavet, så levende at tårerne piblede ned ad kinderne. Som mor til to små drenge, mærker man bare det her helt ind i sjælen!
    Du er mega sej og en kæmpe inspiration, jeg er sikker på, at dine drenge er enige!
    Al lykke Jeres vej🙏
    Jeg tror på dig! 💪❤️

  • Reply
    Camilla
    11. marts 2019 at 7:01

    Puha en barsk, rørende og indpirerende fortælling! Jeg håber af hele mit hjerte, at Dorthe kommer tilbage til sine drømme, og på vejen får hun helt sikkert inspireret mange, med sin styrke og positive livssyn.

  • Reply
    Katrine
    11. marts 2019 at 11:31

    Sikke en rørende og stærk fortælling. Den ramte lige ned i et punkt i min fortid, hvor en påkørsel også kunne have kostet mig meget mere end en brækket skulder, en kæmpe flænge i baghovedet og blå mærker på 70% af kroppen. Det sekund, du beskriver, hvor alt nærmest går i slowmotion og man ved noget slemt sker, men intet kan gøre, er så uvirkeligt. Det er stadig det, jeg husker allertydeligst fra den ulykke. Du er er virkelig stærkt menneske og den aller bedste mor for dine børn. Gode tanker din vej med håbet om en lys og lykkelig fremtid

  • Reply
    Tine
    12. marts 2019 at 19:21

    Kære Dorthe.
    Åh hvor dine ord rammer mig lige i hjertet. De følelser som du sætter ord på, har jeg haft selv. Jeg har ligget på traume/intensiv/ortopæd på riget ligesom dig, med det samme stativ monterer på mit knuste bækken. Med begge ben dog, men to arme i gips, et ben i Don joy og en fraktur i en ryghvirvel. Jeg ankom med helikopter fra Holbæk, efter som fodgænger at være blevet påkørt i et fodgængerfelt, af uopmærksom billist. Heldigvis oplevede jeg også vidnernes kærlige hjælp. Jeg blev passet på af nogle skønne mennesker, indtil fagfolk kom og tog over. Jeg havde min 10 måneder gamle søn med i klapvogn. Han slap med en bule i panden. Og på mystisk vis havde jeg overskud til at få nogen til at ringe til min mor, så hun kunne komme og tage sig af min søn. Det er utroligt hvad man pludselig får gjort for sine børn, selvom man er hårdt kvæstet og bare ligger der og intet kan. Jeg har også så mange gode minder om fantastiske medarbejdere på riget (og i Holbæk), selvom det var tydeligt de havde travlt. De var der, og se hjalp mig med at hele både fysisk og psykisk.
    Jeg har og har haft de samme drømme som dig for resten af mit liv. Her tre år senere er de i høj grad i indfriet. Et års genoptræning og sygemelding tog det. Men jeg er mor til vores søn, der lykkeligvis intet husker. Jeg er så heldig at være gravid igen. Jeg har et job. Jeg har et godt liv, selvom det er anderledes og desværre med kroniske bækkensmerter og et ustabilt knæ. Der er ting jeg ikke kan og begrænsninger. Men jeg er i live. VI er i live. Mig og min søn.
    Og du er, og hvor er det fantastisk! Det er så sejt kæmpet! Du skal bare vide, at din historie virkelig rørte mig og jeg sender dig så mange gode tanker. Tak fordi du delte!

  • Reply
    Maja
    12. marts 2019 at 20:50

    <3

Skriv et svar til Charlotte Anuller svar