Kan man være en ekstrovert introvert?

Jeg har altid fået at vide, at jeg er sådan én, der kan tale med alle. Jeg er også mega meget hende, der til sociale arrangementer såsom bryllupper og runde fødselsdage altid bliver sat ved siden af den døve farmor eller den enormt højtråbende onkel, der ikke er bleg for at ytre sin ekstremt højreorienterede politiske overbevisning. Altid med begrundelsen: ”Det er fordi, du er sådan én, der kan tale med alle! Du er så ekstrovert”. Og jeg kan jo egentlig godt forstå, at folk ser mig som en sådan. Men jeg tror altså også, at der er forskel… forskel på, om man er 100% ekstrovert, eller om man faktisk blot er en ekstrovert introvert.

Det er nok i virkeligheden ret svært at forklare, hvordan man kan være både udadvendt og indelukket på samme tid. Men sådan er jeg! Når jeg er ude, er det meget sjældent, at jeg bare står i et hjørne, alene og stirrer nervøst ud i luften. Men det er egentlig ikke ens betydende med, at jeg 100% hviler i den situation jeg står i. Mit våben er nok bare at overfalde folk med maskinpistol-snak. Mest fordi jeg er allergisk over for pinlig tavshed. Jeg bliver helt dårlig ved tanken om bare 5 sekunders stilhed. Og ja, så er det at jeg begynder at fortælle, om dengang jeg sendte et brev til Dronningen da jeg var 8 år, hvor jeg ønskede hende tillykke med, at hun havde fødselsdag dagen før mig, eller om dengang jeg kom til at sende et billede af mig selv nøgen indpakket i fiskenet til den helt helt forkerte person (læs den historie lige HER). Det er lidt som om, at min mund bare åbner sig og siger en masse ting. Det kan måske virke som en force, men det er faktisk ret irriterende, når ens mund bare åbner sig og siger en masse ting, som vi ikke har aftalt på forhånd. Tit sender jeg et vredt blik til min mund og tænker: ”Undskyld, men hvornår har du tænkt dig at holde kæft?”. Mit smil og min talen er måske bare mit våben. Mit våben mod at jeg måske i virkeligheden nok (på nogle punkter) er ret introvert. At jeg i virkeligheden nok bare føler mig mest tryg, ved de mennesker jeg kender. Så virker jeg udadtil ekstrovert.

Men jeg synes faktisk, at det er ret sejt, at der findes mennesker, der bare synes, at det er mega fedt, at lære en masse nye mennesker at kende! Jeg oplevede det selv en dag, hvor en sød kvinde til et event satte sig ned ved siden af mig og sagde: ”Nå, hvem er du så?”. Hun var sådan OPRIGTIGT interesseret i at vide, hvem jeg var, og hvad min historie var. Den egenskab har jeg stadig til gode at tilegne mig. For det kan godt være, at jeg synes det er okay at fortælle andre om min pinlige fortid. Men når jeg er ude, vil jeg da hellere sidde ved siden af en god gammel veninde, end at høre på 10 gode grunde til at stemme Paludan! Eller at høre om Tante Truntes græske fårehyrdehund der har fået en fodvorte og en urinvejsinfektion. Det bliver et nej tak her fra! Men jeg øver mig!! Jeg øver mig i at springe ud i det. Også selvom jeg muligvis har lidt ufrivillig vandladning, når jeg skal møde nye og fremmede mennesker (damn you slappe bækken!).

Men altså…måske er det noget jeg bare bilder mig ind? Måske er jeg pr. definition en (nervøs) ekstrovert. Eller måske er jeg bare en introvert person med masser af tics og en massiv allergi over for stilhed? For KAN man overhovedet være en introvert ekstrovert? Eller er det noget, jeg bilder mig ind? Og hey, dig der læser med…kan du ikke lige sætte kryds i én af nedenstående rubrikker? Eller smide en kommentar? For jeg vil mega gerne vide, om jeg er den eneste der er sådan. Eller bare vide hvordan I er der ude? TAK!!

[poll id=”35″]