Lillemors fødselsforberedelse: Medicinsk smertelindring under fødslen

TAK for jeres mange søde kommentarer og beskeder til mit indlæg om ikke-medicinsk smertelindring under fødslen. I en tid som denne er jeg glad for, at jeg kan hjælpe med nogle gode, virtuelle jordemoderråd. Jeg ved, at der sidder mange gravide der ude, som føler, at de går en ret uvis tid i møde. Fødselsforberedelse der bliver aflyst, scanninger der måske ikke bliver aktuelle osv. Så jeg har besluttet mig for, at jeg tager jordemoder-hatten på og fortæller lidt om fødslen den næste tid. Følg også med på min Instagram profil (@lillemorblog), hvor jeg snart lægger nogle videoer op.

I sidste uge skrev jeg et indlæg om ikke-medicinsk smertelindring. Det er nemlig ikke noget, man skal kimse af. Mange går fødslen i møde og har kun hørt om begrebet “Epidural-blokade”. Det er jeg mega ærgerlig over – bevares! En epiduralblokade virker for rigtig mange kvinder, men det gør steriltvandspapler altså også. Så derfor anbefaler jeg altid, at man afprøver smertelindring i den “milde” ende først. Der er ingen grund til at gøre brug af de tunge skyts helt fra starten af, hvis nu de “milde” smertelindringsformer kan gøre tricket. Right?

Nå, men:

Here it goes! Medicinsk smertelindring til fødslen:

COCKTAIL: Nogle kvinder kommer lidt “hårdt” fra start med en meget insisterende livmoder, der virkelig øver sig i at lave veer i den første del af fødslen. Det kan godt være lidt hårdt, hvis man ikke føler, at fødslen skrider frem. Ikke desto mindre er det fuldstændig normalt. I de tilfælde kan man godt blive tilbudt en såkaldt cocktail. En cocktail er en medicinsk blanding af tre forskellige præparater, der giver hhv. smertelindring, får livmoderen til at slappe lidt af og virker afslappende. I de fleste tilfælde vil vi gerne bevare veerne, og undlader derfor at give det medicin, der fjerner veerne for en stund. Nogle gange bruger vi begrebet “stor” cocktail. Her supplerer vi med morfin. En cocktail er noget man benytter sig af i starten af fødslen – fødslens latente fase.

MORFIN (med eller uden førnævnte præparater): Morfin er, lige som førnævnte, for det meste noget man tilbyder i starten af fødslen. Morfin er ikke i sig selv smertestillende, men virker sløvende og beroligende. Det gives som en indsprøjtning enten i ballen eller i låret. Jeg fik det selv, da jeg fødte min datter (jeg var endda lige ude og fortælle mine kollegaer i personalestuen, at morfinen havde den ønskede effekt…jep! I nettrusser og en skæv ble. Kønt syn! Læs om den fødsel HER). Det gjorde, at jeg fik noget søvn i nogle timer og dermed samlede kræfter til resten af fødslen. Morfin har nogle bivirkninger (for nogle). Det vil typisk være svimmelhed, kvalme og deraf opkast. Man giver kun morfin, hvis man skønner, at der er 4 timer eller mere til fødslen. Dette skyldes, at morfin påvirker barnets vejrtrækningsevne. Skulle fødslen pludselig indfinde sig, er jordemoderen og fødselslægen dog parat med en “modgift” som barnet kan få.

EPIDURALBLOKADE: En epidural er god og effektiv (for langt de fleste), men den er altså ikke helt uden bivirkninger og risici. Fysisk gør en epiduralblokade dét, at den bedøver en række nerver der ligger i dét vi kalder for “epiduralrummet”. Når nerverne bedøves, bedøves også nogle af de nerver, der løber hen til livmoderen. Derfor mærker kvinden ikke noget (eller særligt meget) til veerne. En epiduralblokade kan være god (såfremt de ikke-medicinske smertelindringsmetoder ikke har haft den ønskede effekt) til de fødsler, der fx er trukket ud tidsmæssigt. På den måde kan kvinden få en “pause” fra fødslen og genvinde kræfter til den sidste del af fødslen.

Når kvinden og jordemoderen har besluttet sig for, at en epiduralblokade er gunstig, ringer jordemoderen til en anæstesilæge. En anæstesilæge er ansat til at varetage alle de akutte opgaver på operationsgangen – derfor skal man være klar over, at akutte opgaver altid vil blive prioriteret før en anlæggelse af en fødeepidural. Dog plejer de at være hurtige til at komme – men der kan sagtens være ventetid. Anæstesilægen vil anlægge en epidural på kvinden mens hun sidder op eller ligger ned. Det er meget vigtigt, at man ligger stille, mens epiduralkatheteret bliver anlagt. Det kan være svært, når man får en ve, men særdeles nødvendigt. Epiduralblokaden har sin fulde effekt efter ca. 20 minutter. Efter hver ve plejer kvinden dog at kunne mærke en bedring.

Hvilke ulemper og risici er der så? Ulempen ved en epiduralblokade er, at kvinden pludselig skal monitoreres helt anderledes. Kvinden skal have kørt CTG (hjertelydskurve) og have anlagt et saltvandsdrop. Hvorfor? Fordi at én af bivirkningerne ved en epiduralblokade er, at kvindes blodtryk kan falde – det samme kan barnets. Derfor tager vi også kvindens blodtryk hyppigt under og efter anlæggelse og holder ekstra godt øje med barnets puls. Hvis blodtrykket falder, skal vi have mulighed for at få blodtrykket til at stige igen. Det gør vi ved at øge for droppet, så der kommer saltvand ind. Hvis dette ikke virker, kan vi give kvinden noget medicin, der i langt de fleste tilfælde gør, at blodtrykket kommer tilbage til normalen. Kvindens krop – og dermed barnets – kan ikke tåle at have et for lavt blodtryk i lang tid.

Når anæstesilægen anlægger en epidural, er formålet at anlægge dét, der hedder en walking epidural. Med andre ord ønsker vi altså, at kvinden kan gå lidt rundt, når hun har fået epiduralblokaden, da vi ved, at mobilisering og bevægelser er godt for fødslens fremgang. Desværre virker en epidural nogle gang “lidt for godt” og bedøver også benene. Det betyder, at kvinden i høj grad er fæstnet til sengen. Dét kan medvirke, at fødslen tidsmæssigt trækker lidt ud. Det kan også betyde, at kvinden ikke kan mærke, når hun skal presse barnets hoved ud. Og det er jo ikke meningen! Nedsat mobilitet kan også betyde, at barnets hoved kan lægge sig lidt skævt. Netop fordi at kvinden ikke kan gøre nytte af tyngdekræften, som kan “lirke” barnets hoved ned i bækkenet korrekt. Nedsat mobilitet betyder også, at det kan være sværere for kvinden at gå på toilettet. Derfor er man nogle gange nødsaget til at anlægge et engangskatheter, så kvinden kan få tømt blæren. Det er SUPER vigtigt, at kvindens blære er tømt, da vi skal bruge alt det plads der er i bækkenet, så barnets hoved kan trænge længere ned. En stor fyldt blære kan spærre for dette.

I medicinen der er i blokaden, er der et morfinlignende præparat. Det kan give kløe. Derfor er der nogle kvinder, der ligger og klør sig selv en del på maven efter epiduralen er anlagt. En epidural kan også give feber. Det kan betyde, at kvinden skal have antibiotika. I sjældne tilfælde sker der det, at epiduralkatheteret bliver anlagt i det “forkerte” rum. Nemlig i spinalrummet og ikke i epiduralrummet. Det kan betyde, at kvinden kan få det vi kalder for “spinalhovedpine”. En ret kraftig vedvarende hovedpine, der kan stå på den første tid efter fødslen, og som jo er rarest at være foruden.

Vi ser en tendens til, at der er lidt større sandsynlighed for vestimulerende drop, når man har fået en epiduralblokade. Der er både teser om, at det skyldes, at epiduralblokaden hæmmer kvindens egen produktion af Oxytocin (kroppens eget ve-hormon), at det skyldes, at barnets hoved ikke trænger ned korrekt og at det kan være resultatet af en i forvejen træt krop. Af samme årsag ser man en lille tendens til, at der anlægges flere sugekopper til fødsler, hvor kvinden har fået en epiduralblokade.

Så altså! En epiduralblokade er god og virker (oftest), som den skal. Man skal bare huske på ovenstående bivirkninger. Derfor synes jeg, at det er dét værd, at give nogle af de andre smertelindringsformer et skud 🙂

LATTERGAS: Det er ikke alle fødesteder, der har lattergas. Undersøg evt. på hospitalets hjemmeside, om jeres fødested har lattergas. Lattergassen er i en maske, som den fødende så skal suge i. Lattergassens effekt er, at kvinden føler sig afslappet og let beruset. På den gode måde altså 🙂 Sådan oplever de fleste kvinder effekten. Nogle andre får kvalme af lattergassen. Lattergassen fjerner ikke smerterne, men kvinderne bliver “ligeglade” med dem pga. den berusende effekt, og man vil derfor typisk opleve, at lattergassen tager “toppen” af veen. Det er vigtigt, at man begynder at inhalere gassen, lige så snart veen starter. På den måde vil lattergassen have den fulde effekt, når veen er på sit højeste. Når veen er ovre, trækker man vejret ganske normalt uden maske. Der er ikke nogle bivirkninger hos barnet. Billedet øverst er af mig (og bevares, Lillefar), da jeg fødte Kummefryseren i 2011.

PUDENDUSBLOKADE: Oppe i skeden løber der nogle nervebaner. Én af nervebanerne hedder “pudendus”. Den nervebane bliver trykket meget på under selve fødslen. Det er den nervebane, der giver følelsen af “udspilethed”. Nogle får denne fornemmelse lidt for tidligt, og før det er relevant at påbegynde pressefasen. Andre mærker tryk på denne nervebane, fordi barnets hoved måske står lidt uhensigtsmæssigt. I de tilfælde kan man anlægge lidt en lokalbedøvelse – altså en pudendusblokade. Udfordringen er, at blokaden også kan fjerne en del af pressetrangen. Og den vil vi jo gerne have er der, hvis det er tid til at presse den lille ud. Desuden oplever nogle kvinder, at man kan få lidt føleforstyrrelser de første par døgn efter fødslen.

Godt! Jeg tror, at jeg har været omkring det meste smertelindring. Skriv endelig nedenfor, hvis der er nogle emner, som I ønsker belyst.

Klask fra Lillemor