Er vi en forkæler-generation?

Okay, så her er en tanke jeg har haft de sidste par dage…

Nissen kom nemlig forleden, i nattens mulm og mørke og listede en gave i min datters sok, som den gør hver nat i denne tid. Da hun vågnede, for hun spændt ud for at se, hvad den søde nisse var kommet med…og fandt til sin skræk…et par lyserøde oversize briller!! Og stik mod min forventning, var hun – lad os bare sige – PÆNT utilfreds med nissens (?) påfund (moderen syntes det var en GENIAL idé). Ja, faktisk ville min datter gerne have dem byttet. Og gerne med det samme!! Jeg gik i små-panik og nåede nærmest at tænke i alternative gaver. Det var jo ikke meningen at skuffe hende? Men så var det at fornuften greb mig – for sådan fungerer det jo ikke? Sådan MÅ det ikke fungere. I dag fik hun så en større gave (emballage-mæssigt), der ikke kunne være i hendes sok og derfor hang på knagen over sokken. Og dér fik nissen altså også lige et par ord med på vejen.

For helvede nisse, du må da købe noget der kan være i sokken. Det er jo derfor der er en sok! TABER-nisse. Jeg prøvede endda at forklare (med det dér over-entusiastiske mor-smil!), at nissen altså i dag syntes, at hun skulle have en stor gave. Det virkede ikke… Og så er det jeg tænker:

Er vi en forkæler-generation?

Vil vi gerne please vores børn? Og er vi villige til at gå (lidt for) langt for at opnå det? Naturligvis er det ikke alle, der har “kalender-gave” traditionen kørende. Af princip, af økonomiske årsager eller noget helt tredje. Men jeg tror at der generelt er en stigende tendens til, at vi vil forkæle vores børn. Please dem. En tendens til kalendergaver, adventsgaver, karakterpenge, penge fra tandfeen osv. Jeg tror at vi generelt tænker: “Lille Sofus skal ikke drilles henne i skolen med, at han ikke får kalender gave, når resten af klassen får”.

Min far på 72 har fortalt mig, at han og hans brødre legede med de sølvpapirsstrimler, som de tyske krigsfly smed ud under 2. verdenskrig, for at narre englændernes radar. For de havde ikke andet at lege med. Og nogle af hans venner fra barndommen, havde kun ét par bukser. I dag har størstedelen af børnene fra min nevøs 4-klasse en iPhone! Til 4000+ kroner?! Sig mig engang…hvad er der sket? Da jeg var barn, havde vi ganske vist mere legetøj, end da min far var barn. Men nutidens børn drukner jo generelt i legetøj! Jeg tror at mange forældre simpelthen prioriterer, at deres børn skal “udstyres“, så de “passer ind“.

….i hvad? I et mini-samfund af forkælede uger? Som er skabt af….?

OS…?

Min far siger ofte, sådan lidt fordømmende: “Den var aldrig gået da jeg var barn”. “I har så meget nu til dags!” o.lign. Og han har jo ret!! MEN det er jo HANS generation der har skabt OS. Lige som VI er ved at forme VORES børn. Og jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvad det egentlig gør ved dem. Faktisk skræmmer det mig en smule, at min datter kan “tillade” sig at være utilfreds. Og mon hun overhovedet kan huske hvad hun fik i sokken for to dage siden? Får de for meget nu til dags, så de ikke lærer at sætte pris på det de har (og får)?

 Jeg husker at Adidas tøj var ret populært, da jeg gik i folkeskole. Vi havde bare ikke råd til det. Men det var som om, at der dengang var en større accept af, at vi var forskellige? Vi fik heller ikke adventsgaver og bad vi om penge for at tømme opvaskeren, ville mine forældre bryde ud i kæmpe latter. Jeg synes at jeg oplever, at vi i dag uanset økonomisk baggrund, alligevel udstyrer vores børn i den grad vi formår, så de passer ind i skabelonen af “det perfekte” barn. Men måske jeg tager fejl?

Og ja jeg har en stædig datter (aner ikke hvor hun har det fra). Kunne du tænke dig at læse et andet eksempel her på, så KLIK HER!

Kh Lillemor

Mit navn er Tina. Jeg er uddannet jordemoder og har to børn jeg elsker og som driver mig til vanvid! Jeg bruger bloggen som afløb for tanker, glæder og frustrationer, dog set ud fra et sarkastisk perspektiv. Har du selv børn (eller frygter at få nogle!) kan du følge mig og læse flere indlæg på:

Min hjemmeside, FACEBOOK eller Bloglovin’