Ærlig snak Life of a mom Skrupskøre børn

Er vi en forkæler-generation?

Forkæle ny

Okay, så her er en tanke jeg har haft de sidste par dage…

Nissen kom nemlig forleden, i nattens mulm og mørke og listede en gave i min datters sok, som den gør hver nat i denne tid. Da hun vågnede, for hun spændt ud for at se, hvad den søde nisse var kommet med…og fandt til sin skræk…et par lyserøde oversize briller!! Og stik mod min forventning, var hun – lad os bare sige – PÆNT utilfreds med nissens (?) påfund (moderen syntes det var en GENIAL idé). Ja, faktisk ville min datter gerne have dem byttet. Og gerne med det samme!! Jeg gik i små-panik og nåede nærmest at tænke i alternative gaver. Det var jo ikke meningen at skuffe hende? Men så var det at fornuften greb mig – for sådan fungerer det jo ikke? Sådan det ikke fungere. I dag fik hun så en større gave (emballage-mæssigt), der ikke kunne være i hendes sok og derfor hang på knagen over sokken. Og dér fik nissen altså også lige et par ord med på vejen.

For helvede nisse, du må da købe noget der kan være i sokken. Det er jo derfor der er en sok! TABER-nisse. Jeg prøvede endda at forklare (med det dér over-entusiastiske mor-smil!), at nissen altså i dag syntes, at hun skulle have en stor gave. Det virkede ikke… Og så er det jeg tænker:

Er vi en forkæler-generation?

Vil vi gerne please vores børn? Og er vi villige til at gå (lidt for) langt for at opnå det? Naturligvis er det ikke alle, der har “kalender-gave” traditionen kørende. Af princip, af økonomiske årsager eller noget helt tredje. Men jeg tror at der generelt er en stigende tendens til, at vi vil forkæle vores børn. Please dem. En tendens til kalendergaver, adventsgaver, karakterpenge, penge fra tandfeen osv. Jeg tror at vi generelt tænker: “Lille Sofus skal ikke drilles henne i skolen med, at han ikke får kalender gave, når resten af klassen får”.

Min far på 72 har fortalt mig, at han og hans brødre legede med de sølvpapirsstrimler, som de tyske krigsfly smed ud under 2. verdenskrig, for at narre englændernes radar. For de havde ikke andet at lege med. Og nogle af hans venner fra barndommen, havde kun ét par bukser. I dag har størstedelen af børnene fra min nevøs 4-klasse en iPhone! Til 4000+ kroner?! Sig mig engang…hvad er der sket? Da jeg var barn, havde vi ganske vist mere legetøj, end da min far var barn. Men nutidens børn drukner jo generelt i legetøj! Jeg tror at mange forældre simpelthen prioriterer, at deres børn skal “udstyres“, så de “passer ind“.

….i hvad? I et mini-samfund af forkælede uger? Som er skabt af….?

OS…?

Min far siger ofte, sådan lidt fordømmende: “Den var aldrig gået da jeg var barn”. “I har så meget nu til dags!” o.lign. Og han har jo ret!! MEN det er jo HANS generation der har skabt OS. Lige som VI er ved at forme VORES børn. Og jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvad det egentlig gør ved dem. Faktisk skræmmer det mig en smule, at min datter kan “tillade” sig at være utilfreds. Og mon hun overhovedet kan huske hvad hun fik i sokken for to dage siden? Får de for meget nu til dags, så de ikke lærer at sætte pris på det de har (og får)?

 Jeg husker at Adidas tøj var ret populært, da jeg gik i folkeskole. Vi havde bare ikke råd til det. Men det var som om, at der dengang var en større accept af, at vi var forskellige? Vi fik heller ikke adventsgaver og bad vi om penge for at tømme opvaskeren, ville mine forældre bryde ud i kæmpe latter. Jeg synes at jeg oplever, at vi i dag uanset økonomisk baggrund, alligevel udstyrer vores børn i den grad vi formår, så de passer ind i skabelonen af “det perfekte” barn. Men måske jeg tager fejl?

Og ja jeg har en stædig datter (aner ikke hvor hun har det fra). Kunne du tænke dig at læse et andet eksempel her på, så KLIK HER!

Kh Lillemor

Mit navn er Tina. Jeg er uddannet jordemoder og har to børn jeg elsker og som driver mig til vanvid! Jeg bruger bloggen som afløb for tanker, glæder og frustrationer, dog set ud fra et sarkastisk perspektiv. Har du selv børn (eller frygter at få nogle!) kan du følge mig og læse flere indlæg på:

Min hjemmesideFACEBOOK eller Bloglovin’

You Might Also Like

6 Kommentarer

  • Reply
    Gitte Nielsen
    11. december 2014 at 8:53

    Uh, jeg kan godt mærke at jeg også har et udpræget pleaser-gen overfor min snart 3 årige datter. Da hun åbnede pakken den 1 december, var det en elefant fra schleich (også denne mor var vildt begejstret) Det var min datter til gengæld ikke og sagde “Det er til dig mor – Astrid vil have ny gave” og var allerede i gang med at flå i en anden gave på kalenderen. Det fik jeg da stoppet! Dagen efter fik hun en tandbørste og den var hun helt vild med og ville have med i dagpleje… Uh, så glad jeg blev og bildte mig selv ind at hun hverken er overforkælet eller utaknemmelig.
    Hverken min mand eller jeg fik de eftertragtede Levis bukser, Adidas trøjer eller bare en lille pakkekalender da vi var små – måske er det derfor vores børn ikke skal mangle noget som helst. Bare man holder fast i at 1000 kys om dagen ikke kan erstattes af materielle ting, så går det nok – har jeg bildt mig selv ind (!!!!!!)

    • Reply
      Lillemor
      13. december 2014 at 18:51

      Kære Gitte. Vi var vel heller ikke endt her, i dette samfund, nogle af os, hvis ikke vi generelt bare gerne ville gøre det bedre for næste generation 🙂 Men kan ikke lade være med at tænke “hvornår er nok nok?”. Hvordan udvikler de sig? Men det må tiden jo vise 🙂

  • Reply
    Lette
    11. januar 2015 at 20:32

    Jeg er jo ik dansker, så jeg ved ikke om jeg må udtale mig om “jeres” traditioner, men nu har jeg boet her i næsten 10 år. Og jeg synes at danske børn får for mange ting og for få regler.. “Og lille skat, så må det være sidste gang at du gør det, ok?” Og så gør ungen det 10 gange mere uden at konsekvensen bliver til noget. Og gaver, det er jo helt absurd hvad der foregår rundt omkring – hvor mange kinesiske børn slider og hvor meget der smides ud bare? Mine piger får hverken kalender eller adventsgaver. De fik til juleaften – en gave fra forældre (købt over den blå avis) og en fra farmor hver (plus tegninger fra hinanden). De var så glade den aften, og de skulle kun forholde sig til to gaver, som de kunne lege med resten af aften. De ønsker selvfølgeligt mange ting, men de leger rigtig godt med deres ting, fordi de kan overskue dem. Nogle danske børneværelser ligner jo et overproppet pulterrum :S

    • Reply
      Lillemor
      13. januar 2015 at 12:21

      Lette du har ret! Mange børn bliver forkælet for meget og det er unødvendigt. Det er nok uanset oprindelsesland! Men det er os selv vi skal hanke op i…det er os der skaber børnene 🙂

  • Reply
    Jeanette | Villa Villekulla
    13. januar 2015 at 22:58

    TAK!

    Det var lige sådan et indlæg jeg behøvede at læse. Jeg har haft diskussionen med min mand, som er anti-forkælertypen, og med min veninde, som elsker at glæde (eller please om man vil) sine børn, og nu ikke forstår hvorfor hendes 5-årige datter er utilfreds med mange ting hun får, og at intet er godt nok.

    Jeg skal selv passe rigtig meget på med ikke at falde i give-fælden. De får gaver til jul og fødselsdag and that’s it – og så håber jeg de fortsat glædes over de ting, de får 🙂

    • Reply
      Lillemor
      14. januar 2015 at 15:28

      Det er da også pisse svært ikke at forkæle! Man vil jo gerne gøre sine børn glade. Og desværre er der bare en tendens til, at gøre dette materielt. Og så skaber vi bare nogle forkælede (møg-)unger 🙂

Svar