I dag er jeg i magasinet Vores Børn (og en vinder!)

“Hej Tina. Jeg er læser af din blog og journalist. Jeg læste dit indlæg om at miste en forælder…og frygten for at efterlade. Jeg ville høre om jeg måtte interviewe dig til Vores Børn? Måske det kunne være med til, at hjælpe andre i din situation og give inspiration og stof til eftertanke!”

Nogenlunde sådan lød mailen, da en sød journalist skrev til mig tilbage i maj måned. Det resulterede i et interview og en nu 5 siders artikel i Vores Børn som udkommer i dag.

Da jeg talte med journalisten over telefonen, kunne jeg godt høre, at hun blev rørt. Hun fortalte om sit eget forhold til sin mor. Og at hun aldrig kunne forestille sig, at skulle gennemgå det samme som mig. Og det kan jeg jo egentlig godt forstå…for den slags sker jo “kun for naboen” som man siger. Og nu er jeg så bare naboen. Det sidste min mor så var en teenagepige i Buffalos, SOS trøje og mavekæde. Jeg var 16 år. Og i dag – d. 24. november kl. 14.52 er det præcis 16 år siden, at min mor døde. For tidligt. For tidligt for mig. For tidligt for hende. Og det var jo for fa’en heller ikke meningen? Det var jo meningen at vi skulle udveksle læbestift erfaring, tale om mine børn og drikke kaffe på terrassen. Men sådan blev det ikke. Hun nåede kun at se mig flejne over matematik opgaver og at overbevise mig om, at der altså fandtes andre fyre i verden end Nick Carter.

Men ved du hvad?

Det går jo egentlig meget godt. Jeg er nemlig så “heldig” at jeg ikke ved hvordan mit liv ville have været, med hende på speed-dial. Jeg har det jo godt? Jeg er glad og lykkelig og føler mig enormt beriget. Jeg har født Kummefryseren. Og Mandlen. Dog uden hende ved min side. Jeg fandt også min Lillefar. Og blev gift. Og smiler når jeg går i seng om aftenen.

Ville jeg have delt det hele med hende? Ja da. Men det er da egentlig meget rart at vide, at livet går videre. Og hvis jeg på nogen måde kan inspirere eller hjælpe bare én i lignende situation, så er min lykke gjort. For livet går jo videre. Også selvom man gerne ville have delt det med andre. I mit tilfælde min mor.

For præcis 16 år siden, var det hele lidt noget rod. Og i dag præcis 16 år efter, at jeg sad der og holdte min mor i hånden, med en million følelser, der susede rundt i kroppen, udkommer en ganske fin artikel – hvis jeg selv skal sige det – om at miste. I dag har jeg det godt. Også selvom noget meget vigtigt mangler.

Tak for jeres meget søde kommentarer i det indlæg, jeg i sin tid skrev om min mor. Tak for jeres altid søde kommentarer i øvrigt! Og jeg ELSKER at læse jeres skulder-klap kommentarer og har i øvrigt grint meget af jeres rodehovede-kommentarer til den her konkurrence. Og som lovet kommer der her 5 styk vindere. Vinderne blev:

Rikke Neipart

Mor Tina

Eva

Vala

Mette

Jeg har skrevet en mail til jer!

Og ja altså, nu skal jeg ikke afsløre for meget (jo jeg skal). Men hvis man kigger med på bloggen på søndag KUNNE det jo være, at der kom endnu en konkurrence 😉 Og jeg tør slet ikke nævne hvad der kommer til at ske i december… 😉

Så…bliv lige hængende, ik’?