Savn og sorg

For et års tid siden måtte vi kysse vores bøvsende og snorkende engelske bulldog Børge farvel. Han drog mod de evige jagtmarker efter 8 stærke år, hvor han havde ædt og pruttet i et sådan omfang, at han kunne gøre enhver smed til skamme. At fortælle sine børn at deres elskede kæledyr ikke er her mere, er helt enormt hårdt. For (de fleste) børn har jo ikke samme forståelse for døden, som vi har. Endnu.

Vi begravede Børge sammen ude i haven, og de så, at selvom man er død, er man ganske fin og ligner sig selv. Jeg bilder mig selv ind, at det er godt, at de har set ham og på den måde afmystificerer døden. Nogle måneder gik… For “man skal jo ikke erstatte et kæledyr med et nyt”, er der nogen der siger.

Efter noget tid fik vi så katten Odin. En pjusket, hvid uldtot, med store, blå øjne. Havde jeg dengang vidst, at vi mindre end et år efter, skulle stå og holde den store killing i poterne, mens også den blev aflivet, ved jeg sgu ikke, om vi havde kastet os ud i endnu et kæledyr.

Kummefryseren var knust, da jeg i dag måtte fortælle hende, at Odin åbenbart havde en særlig form for cancer. Og at han trængte til fred. Hun var mere tapper end jeg var da Lillefar, hun og jeg selv troppede op hos dyrlægen. Men nu er vi et kæledyr fattigere. Og Kummefryseren har set mig græde… Er det godt eller skidt? Either way er det en noget trykket stemning her hjemme. Der mangler lissom en hvid uldtot og en bulldog-prut ❤