Passer de ordentligt på vores børn i vuggestuen/børnehaven?

Lad mig starte med at sige at Lillefar og jeg egentlig er ret godt tilfredse med vores børns institution. De går i en integreret en af slagsen, så sønnike på knap halvandet og datteren på fire år, hver dag ser hinanden ofte. Der er gode rytmer og aktiviteter og en god stemning. Ledelsen, pædagogerne og medhjælperne er rigtig søde og det lader til at de indbyrdes har et rigtig godt samarbejde.

Men…

Jeg må indrømme at jeg det sidste stykke tid har oplevet lidt forskellige ting, både vedrørende mine egne børn men også mine veninders børn, som jeg faktisk ikke synes er helt i orden. Og det har fået mig til at tænke på, om de egentlig passer ‘godt nok’ på vores børn i institutionerne? Om det er travlhed og deraf stressede pædagoger, mangel på personale eller andet ved jeg ikke…måske de kæmper for bedre vilkår og for flere ressourcer, præcis som jeg gør som jordemoder? (Hvilket jeg tidligere har skrevet om i det her indlæg). Uanset hvad er ‘taberne’ i hele det her spil = børnene. Mine børn. Og det synes jeg ikke er i orden. Men jeg kan godt blive i tvivl, om jeg stiller for skrappe og urealistiske krav? Kommentér gerne på bloggen nedenfor, hvis du lyster.

Hermed nogle eksempler der danner fundamentet for min frustration:

*

Min veninde afleverede engang sin knægt i børnehave og hentede ham tidligt på eftermiddagen. Da hun kom hjem skiftede hun en meget våd tisseble. Af samme mærke som hun selv havde der hjemme. Hun ringede og forhørte sig hos børnehaven om “…hvornår de var skiftet til dét ble mærke?”. “Det mærke brugte de slet ikke?” sagde pædagogen. Min veninde svarede så meget høfligt: “Er vi så enige om at det er sidste gang jeg henter min dreng i børnehaven, med samme ble på som jeg selv har givet ham på i morges?”.

*

Min anden veninde har en børnehavedreng på fire år, som så mange andre drenge kan lave ballade, søge grænser og sætte pædagogerne på prøve (som jo i øvrigt er enhver fire årigs job, skulle jeg mene!). En dag var han med sin stue på tur og havde givet pædagogerne “lidt grå hår”. Åbenbart…for da min veninde kom og hentede ham fra børnehaven fik hun at vide, at han ikke længere måtte komme med på tur med sin stue. Så når de fremadrettet skulle på tur, skulle han tilbringe sin tid på en anden stue i børnehaven, med nye pædagoger og nye kammerater. Min veninde var selv sagt mundlam og heldigvis blev den nye ordning afskaffet efter et par alvorsord med lederen.

*

Min søn er – som mange andre på halvandet år – et lille væsen der kan være lidt frustreret. Han har så mange ting på hjertet og så lidt sprog at fortolke sine tanker i. For når man kun kan sige “se”, “hej” og “Børge” (vores hunds navn!) er det selvsagt svært at få formuleret ret mange budskaber, om end han nok har en del historier han gerne vil dele med vennerne i vuggestuen. Det resulterer ofte i at han bliver sur og giver lidt (!!) lyd fra sig via skrig og skrål. Som ja, bevares, kan få selv panserglas til at smadre og alle hunde i nabolaget til at vende sig om efter den ret høje tone. Jeg har set min søn reagere et par gange når jeg afleverer ham. Han går fra at være en glad lille dreng, til at være sur og frustreret og råbe af både de voksne og de andre børn på stuen. Samfundet vil jo at jeg tager på arbejde, om end jeg ofte har haft lyst til at tage ham med hjem igen. For det er aldrig rart at aflevere et barn der pludseligt bliver sur og utilfreds, så snart man træder over dørtærsklen til vuggestuen. Så har jeg naturligvis mest lyst til at give ham min ubetingede opmærksomhed hele dagen. For jeg ved godt, at det nok ikke er samme opmærksomhed der bliver givet, når nu de kun er 2-3 voksne, til 12 børn. Det forlyder dog at han bliver i bedre humør i løbet af dagen. Den anden dag hentede jeg dog min søn og en pædagog sagde: “Det er gået okay, han har ikke været så slem i dag!” Og så er det jeg tænker at vi er ude i et forkert ordvalg. Jeg kunne ikke lade være med at svare: “Hvor er det dejligt at hente sit barn og få at vide, at han ikke har været SÅ slem i dag.”

*

Børneinstitutionen mine børn går i, var først tiltænkt børnehavebørn. Siden hen er institutionen udvidet til også at huse de små vuggestue-poder. Vuggestue børnene har derfor frit lejde til at benytte sig af “børnehave-børns faciliteter” som eksempelvis de ‘lidt’ større rutschebaner. De har eksempelvis et arrangement med ret stor rutschebane, gyngende gangbro, torve o.lign. Fantastisk til børnehavebørn og pisse uegnet vuggestuebørn. Hvorfor? Fordi måden hvor på man kommer OP til gangbroen/rutschebanen, er ved at klatre op af en let foroverbøjet metal stige. Garanteret fantastisk for den motoriske udvikling hos de større børn. Men nu er min søn på knap halvandet år, begyndt at eksperimentere med at klatre op af samme. Dét kan man ikke afholde ham fra – eller kan man? Bør de være konsekvente og sige nej til ham og alle de andre vuggestue børn? Ca. 25 styk i alt? Og har de ressourcer til det? Hvis han falder ned mellem de ret brede metal stænger, vil det være uundgåeligt at han slår sig på enten baghoved eller ansigt. Derudover er hele arrangementet ca. to meter over jorden, så alene faldet vil gøre naller og eventuelt skade. Jeg talte med lederen og en pædagog om det og sagde: “Jeg bliver måske nok en lidt ærgerlig mor, hvis jeg en dag får at vide at han har slået sig, fordi han er faldet ned af metalstigen!”. Lederen fortalte at de gjorde deres bedste for at være ved ham, når han klatrede op og ned og erkendte at den ikke var velegnet til vuggestuebørnene. “Men de kunne jo ikke være ved alle børnene hele tiden”. Så hun kunne ikke garantere noget, som hun sagde. Der var tydeligvis ikke enighed blandt lederen og pædagogen, for pædagogen mente ikke at han skulle have lov. Jeg sagde: “Det vil jeg ikke blande mig i, det er en beslutning I må træffe i fællesskab. For min skyld må han kravle oppe på taget, men jeg forventer at I er der til at gribe ham hvis han falder ned!”.

Vi er egentlig nogle ret “large” forældre Lillefar og jeg (ja altså, hvis jeg sådan selv skal sige det). Og vi har ofte talt om at “de jo også har rigeligt at se til” i børne-institutionen. “De kan jo ikke være alle steder på én gang de pædagoger” og “ja, sådan er det jo at have børn i institution”. Jeg er eksempelvis ikke typen der bliver sur, hvis jeg får at vide at et andet barn har bidt et af mine børn eller lignende. For det kan sgu ske – det er min holdning. Men for nyligt spiste jeg brunch med en veninde og fortalte hende om min søn, der somme tider reagerede lidt kraftigt nede i vuggestuen. “Det må de jo så få styr på!” svarede hun meget roligt og enkelt. Jeg tror jeg kom med et par fraser a la ovenstående, hvor jeg talte om pædagogernes travlhed m.v. Men hun nævnte igen, at det jo trods alt er deres job som pædagoger at sørge for, at den lille føler sig tryg! Og siden den samtale har Lillefar og jeg talt en del om, hvad man kan og bør forvente af ens barns institution. Man betaler trods alt en god sum penge for, at der bliver passet på børnenes ve og vel i institutionerne. Både fysisk OG psykisk.

 Der KAN måske være smuttere ift. ble-skift! Men bør der være det? Er det i orden? Kan og bør vi acceptere, at der sker sådan nogle ‘svipsere’?

Og når nogle børn er mere “udfordrende” end andre og er sværere at tøjle, som eksempelvis min venindes søn der pludselig ikke måtte komme med på tur og (åbenbart også) min egen søn, der kan være en mundfuld for pædagogerne – er det så okay at pædagogerne sætter ord på det foran børnene? Og forældrene? Kan man ikke forvente at de qua deres uddannelse har en masse værktøjer, der kan tage hånd om de mere “udfordrende” børn? Det er da ikke okay at udelukke nogle børn fra fællesskabet, fordi de ikke føler de kan magte en dreng på 15 kg som i øvrigt kun er fire år. Og jeg som forælder, bryder mig da heller ikke om at min søn pludselig har en “label” i panden, som det barn der ikke har været “SÅ slem i dag”. Og jeg bliver ærlig talt lidt utryg og væmmes ved tanken om, at han måske også bliver behandlet der efter. For så er vi da stensikkert ude i en ond cirkel: Hvis han ikke bliver behandlet med kærlighed og respekt, vil han da kun blive mere frustreret og sur.

Og hvad med deres fysiske ve og vel? Er det okay at sige at man “ikke kan garantere” for deres sikkerhed? Først tænkte jeg: Nej det kan I selvfølgelig ikke. Men senere tænkte jeg, at det sgu bare ikke er en holdbar undskyldning. Naturligvis kan børn falde og slå sig, det kan man ikke undgå og de skal jo ikke pakkes ind i vat. Og guderne skal vide, at der kan ske ulykker som kun skæbnen kan bebrejdes. Men når der ligefrem står kæmpe legetøjs-faciliteter som SELVFØLGELIG vil være dragende for de små poder – så forventer jeg altså at der er ubetinget overvågning og at jeg dermed kan hente mine børn i samme stand som jeg afleverede dem.

Hvad synes du? Har du oplevet noget lignende? Stiller jeg for høje krav eller er det fair? Og hvad mon det skyldes? Manglende ressourcer?

Har du lyst kan du også læse nedenstående:

1: Du må ikke komme med til min (datters!) fødselsdag!

2: Den (klamme) systematiske utroskab! 

Kærlig hilsen

Vil du spammes med mine indlæg i din newsfeed? Så følg mig på:

FACEBOOK

Instagram

Bloglovin’

www.lillemor.dk