Lad mig fortælle dig lidt om mig | Part 2

Hvis du er i tvivl om, hvad søren det her handler om – ja, så lagde jeg forleden op til (i det her indlæg), at man kunne spørge mig om en masse tossede spørgsmål. Der kom (heldigvis!) en masse spørgsmål i min retning og nu vil jeg besvare lidt flere 🙂

Du bruger meget humor på din blog. Gør du også det til daglig? Med dine venner? I dit parforhold? JA. Jeg bruger humor hver dag. Jeg synes humor er helt vildt vigtig. Og heldigvis har jeg fundet en kæreste, der er mindst lige så kugle skør som jeg selv. Vi bruger begge meget humor og han kan VIRKELIG få mig til at grine. Pt. hænger Lillefar små billeder han har fundet af min eks-kæreste op alle mulige steder og jeg har i et par uger forsøgt at overbevise ham om, at jeg i virkeligheden er hemmelig CIA-agent. Han tror ikke på mig…endnu. Jeg skal nok få ham overbevist. Billedet er i øvrigt fra en fest, hvor man skulle være klædt ud som sexet toga-trunte. I stedet valgte jeg og to andre, at klæde os ud som gæve gallere, der kunne få skovlen under toga-trunterne. Så på den måde synes jeg det er lidt sjovt, at lave lidt sjov i gaden.

Tager du arbejdet med hjem? Eller kan du godt lade det ligge når du får fri? Altså hvis du fx har haft en lang og hård fødsel. Både ja og nej. Jeg tror at det er RIGTIG vigtigt, at man som jordemoder kan lade arbejdet blive på arbejdet. For der er så mange oplevelser og følelser i spil – også for jordemoderen. Så jeg synes at jeg generelt er god til at være tryg ved, at parret nu er i “andres gode jordemoder-hænder”. Og jeg kan sagtens slippe det, når jeg går fra arbejde. Så tager hverdagen over med børn, madlavning m.v. Når det så er sagt, så følger jeg næsten altid op på de forløb jeg har været inde over. Snakker med jordemoderen der overtog fx. Man kommer jo rigtig tæt ind på livet af folk. Jeg spiller naturligvis en rolle i deres fødselshistorie – men de spiller jo også en rolle i min jordemoder historie 🙂 Hvis det giver mening.

Savner du at kunne følge de børn du hjælper til verden? Jeg tænker at det må være en lidt tom fornemmelse til tider, når man har været med til at bringe et barn til verden, som ændrer de pågældende pars liv totalt. Det lyder måske lidt mærkeligt – men børnene skænker jeg ikke den store tanke 🙂 Det er PARRENE der fylder i mit sind. Som jeg nævnte før, kommer man jo rigtig tæt ind på livet af hinanden. Når man har aet, holdt i hånd og talt med kvinden og manden (- altså minus hold i hånd og ae-delen), så lærer man jo hinanden at kende. Så jeg kan sagtens tage mig selv i at tænke på parrene – hvordan det mon går med dem osv.

Med en højde på 1.86cm bliver jeg nødt til at høre hvad din sko størrelse er og hvor du køber sko i den størrelse? Jamen faktisk bruger jeg kun str. 40! Det er lidt underligt egentlig…det er et under at jeg overhovedet kan holde balancen, når nu jeg er så høj og bruger så “lille” en sko størrelse.

Hvordan kom du i gang med at blogge? Og fik den “kendt”? Jeg havde aldrig rigtig selv læst blogs før jeg selv startede min egen op. Men jeg skrev ofte alle mulige tossede status opdateringer på Facebook (fx om livet som mor), som fik en masse positiv feed-back. Én sagde: Du bør få dig en mor-blog. Og så var det jeg tænkte: Jamen så gør jeg da det 🙂 Jeg fik hjælp fra Cana til at starte den op og både hun og nogle andre bloggere har været flinke til at linke til min blog i ny og næ. Og det har helt sikkert trukket flere læsere til. Og når læserne liker og deler et indlæg på fx Facebook, så spreder det sig jo som ringe i vandet og min blog når ud til flere og flere – så det er SÅ fedt når I gør det! Og jeg er langt fra stor og “kendt” 🙂 Men til gengæld er jeg tilfreds. Tænk at nogle fremmede mennesker gider læse med? Det er da en succes i sig selv. Jeg havnede i medierne efter det her indlæg og så har jeg været i Vores Børn med både det her og det her indlæg. Og det har da helt sikkert gjort, at nogle er faldet i Lillemor-fælden (mwuahahaarh)

Har du fortrudt din blog? Opstart af den, alt det du deler? Nej. Jeg har ikke fortrudt den. Jeg deler en masse (bearbejdede!) oplevelser, observeringer m.v. Jeg deler ikke de mere dybdeliggende og personlige sider. Og det er helt bevidst! Da jeg i sin tid udgav mit første blog indlæg, var det med et billede af min søn. Det føltes helt forkert og for “privat”. Vi talte meget om det her hjemme og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg havde det aller bedst med, at det var MIN hobby og ikke mine børns. Selvfølgelig inddrager jeg dem i mine fortællinger, men ikke de mere følsomme sider samt genkendelige billeder, navne osv. Men det er en svær balancegang! Jeg forsøger dog at holde mig til mit standpunkt. Jeg har dog én enkelt gang udgivet et meget personligt indlæg. Det kan du læse ved at klikke HER.

Hvad er din livret? Og kan du lav den selv? Balls in curry! (Som vi kalder det her hjemme…). Og ja, jeg laver VERDENS bedste boller i karry. Og det er ret stort, når nu man generelt stinker i et køkken.

Hvordan nåede I frem til at to børn var det rette for jer? Altså, nu er jeg jo ikke bleg for at indrømme, at vi her hjemme syntes, at det har været møg hårdt at få børn! Børn er helt vildt fantastiske og vi har aldrig været i tvivl om, at vi gerne ville have ét barn. Vi var heller ikke i tvivl om, at vi gerne ville have ét til. MEN vi skulle da lige tage tilløb til det og det har lissom bare ligget i kortene, at vi ikke skulle have flere end de to. Jeg kan VIRKELIG godt lide ham dér Lillefar. Og rent statistisk ER der bare flere der går fra hinanden, des flere børn de får. Og vi har vist os fra hinandens bedste OG værste sider i småbørns perioden, når man står med gylp, mellemørebetændelse, vasketøj og manglende kærestetid til op over begge ører. Så helt ærligt vil jeg ikke ‘jeopardize’ noget. Hellere have to børn med to glade forældre, end tre børn med to forældre der ikke kunne få det til at fungere.

Hvad savner du mest pre-mor tiden? AT SOVE LÆNGE! Lyden af et vækkeur – det har jeg ikke hørt siden 2011. Vores børn vågner stadig nogle gange kl. 04 – et eller andet. Men ellers ingenting. Jeg er ret stor fan, af det dersens familieliv 🙂

Hvem ser du op til? Ingen. Har virkelig tænkt over det her spørgsmål. Og jeg mener faktisk, at der ikke er nogen jeg som sådan ser op til. Jeg forsøger at være den bedste version af mig selv hver eneste dag. Dét er nok mit mål. Men jeg synes også det er lidt fedt, at skille sig ud fra mængden. At være unik på sin egen måde. Og det bliver jeg lidt i tvivl om om man kan, hvis man har forbilleder over det hele?

Har du lyst kan du læse flere spørgsmål/svar i dette indlæg: Lad mig fortælle dig lidt om mig | Part 1