Ærlig snak Life of a mom Svigermødre

Bare lidt om strippertøj og min svigermor

Så det der skete var, at Kummefryseren, Mandlen og jeg var ude at erhverve os fastelavnskostumer forleden. Eller altså: De var, jeg agerede bare mor!

Kummefryseren er jo 8 år og ret selvstændig. Så jeg bed måske ikke så meget mærke i hendes valg af kostume, før vi havde betalt for det. Jeg ænsede bare hurtigt, at det var et piratkostume og i en stor nok størrelse… måske lidt for stor, “men så kan hun jo bruge det når hun bliver større også!” tænkte jeg. Men da jeg fik kigget ordentligt på pakken, da vi var kommet ud af butikken, så jeg, at det var et ”voksen” kostume….til lidt mere ”voksne” damer, hvis I forstår, hvad jeg mener. Et kostume jeg IKKE håber, at hun bruger, når hun bliver voksen!

Kjolen var lige et par størrelser for stor til Kummefryseren (no wonder!), og heldigvis er hun hverken udstyret med store bryster eller netstrømper endnu. Så havde jeg ikke vidst bedre, havde jeg bare troet, at det var et ganske almindeligt fastelavnskostume.

Min søde svigermor kom mig heldigvis til undsætning og syede kjolen ind i går, så den passede lidt bedre til Kummefryseren og lidt mindre til en stripper.

Og nu hvor vi er ved svigermødre, nærmere betegnet min egen, så er der ofte nogle, der skriver til mig ifm. mine svigermor indlæg, at de synes, at det er synd, at min svigermor smider de bemærkninger efter mig, som der står i de indlæg. Og jeg skriver altid tilbage: STOP! HOLDT! VENT! Det er jo ikke MIN svigermor, ha ha! Jeg er nemlig udstyret med måske verdens aller bedste svigermor. Hun har alle dage været god ved mig og blander sig hverken i mine valg af servietter eller børneopdragelse.

Hun var sågar med, da jeg fødte Kummefryseren (læs om den fødsel HER), og det var faktisk på mit initiativ, at hun kom med, da vi i sommer var på den lille caribiske ø, Barbados…hvor vi i øvrigt fik børneorm! Hvorfor sker den slags kun for mig?

Jeg føler mig enormt heldig, at jeg har hende, når nu jeg desværre ikke er udstyret med min egen mor længere. Så der findes bestemt også gode og dejlige svigermødre! Og det svarer jeg også de svigermødre der føler sig ramt, når jeg udgiver mine Svigermødre…SUK indlæg, ha ha! For guderne skal vide, at der er røget en sviner eller to i min retning, siden jeg udgav første svigermor indlæg i 2016!

Klask fra Lillemor

You Might Also Like

1 kommentar

  • Reply
    Tina
    21. februar 2020 at 0:09

    Dejligt med en god svigermor, især når din egen mor ikke er her længere 🙂
    God redning med piratdragten og en god fastelavn ønskes I 🙂

Svar