Life of a mom

3 ting jeg ville gøre om som mor

1: Skriv alle de små søde og sjove anekdoter ned

I aftes, da vi sad og spiste aftensmad, begyndte vi at tale om nogle af de ting, som Kummefryseren og Mandlen sagde af skøre ting, da de var helt små. Jeg kom lige i tanke om nogle få sætninger, som vi selvfølgelig alle sammen skreg af grin af. Lillefar hev sin telefon frem og fandt nogle noter, han løbende havde gjort sig. Efter han havde læst 3-4 sætninger op, hungrede de efter mere. “Hvad har jeg ellers sagt? Hvad sagde jeg mere af skøre ting?”. Lillefar og jeg kiggede på hinanden, og så ramte den dårlige samvittighed mig. De er nu 6 og 8 år. De har sagt MANGE skøre ting. Så mange ting at jeg kunne have skrevet tykke bøger om det. Men jeg har bare altid bildt mig selv ind, at “lige den sætning, vil jeg aldrig glemme”. Og pludselig er det glemt. Alle de små guldkorn de kom med, da de var helt små. Fårk, hvor ville jeg ønske, at jeg havde skrevet det ned. Købt en lille bog i Søstrene Grene, knaldet den på bogreolen, så den var let tilgængelig og taget den frem, hver gang de kom med nogle guldkorn.

2: Lad barnet diktere måden, vi sover på

Kummefryseren har altid sovet i sin egen seng. Hun faldt i søvn alene og lå altid og sang sig selv i søvn. Det var pis’ hyggeligt at sidde i sofaen og høre hendes version af diverse børnesange. Og ja, så sov hun hele natten uden problemer. Mandlen derimod, har af en eller anden grund altid skulle have en hånd at holde i. Så var han mest tryg og ja, så er det lissom’ bare blevet en vane for os alle. Så sådan putter vi ham stadig. Sidder ved hans side, til han falder i søvn. Da han begyndte at kunne kravle ud af egen tremmeseng, kom han rendende om natten. Han vågner stort set hver nat! Jeg brugte oceaner af tid på at få ham guidet ind på eget værelse igen. Jeg sad derinde i halve og hele timer, så han kunne lære at falde i søvn igen på eget værelse. Men hvorfor? Efter maaange og laaange nætter kapitulerede vi, og lod ham sove hos os, når han kom trissende. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde gjort det fra start! Så kunne jeg have sparet mange vågne nætter. For selvom jeg bliver losset i både blære og nyre hver nat, så elsker jeg at ligge så tæt på ham.

3: Tro på at jeg er en god mor

Kan I huske, da I fik kørekort? Mange har det nok sådan, at man tænkte: “Hvornår finder de ud af, at jeg ikke kan finde ud af at køre bil, og at det er livsfarligt at slippe mig fri i trafikken!?”. Sådan havde jeg det, da jeg blev mor (og bevares, da jeg fik kørekort). Jeg brugte mange timer på at tænke over, om jeg mon var god nok. Om jeg kunne gøre ting bedre. Nu ved jeg heldigvis, at der ikke findes nogen bedre og sejere mor til mine børn end mig. Men jeg gad virkelig godt at skrue tiden tilbage og råbe ind i mit eget hovede: “Du gør det pisse godt!!”

Anyways! Det er 3 ting, jeg virkelig godt gad, at jeg kunne gøre om. Har I nogle ting, I tænker, I ville lave om?

Apropos sjove anekdoter… Det kan godt være, at jeg ikke har skrevet alle børnenes skøre sætninger ned. Men jeg har da skrevet mine egne svar ned, som jeg er kommet med, efter de har spurgt om noget skørt. Se nogle eksempler lige HER.

Klask fra Lillemor

You Might Also Like

Ingen kommentarer

    Svar